Minder fra julen i 1984

Det var dengang, der var jul til. For jeg var nemlig barn.
Ok, vejret var i 1984 ligeså gråt og kedeligt som her 30 år senere, men dengang var juleaften lig med kæmpe juleaften med alle fætrene og kusinerne på mors side, og med de tilhørende onkler og mostre det ene og andet, jamen så var vi mange.
Rigtig mange. Der skulle nogle store borde til, når vi små 25 mennesker samlede os og fejrede jul enten hos mormor og morfar i Trædballe eller hos Moster Kirsten og Onkel Erik i Knabberup.
Det var de to steder, der var plads nok.
Det kunne altså være sjovt at komme tilbage og prøve at holde jul anno 1984 igen. Bare for hyggens skyld. Eller måske mere for mindernes skyld. Havde jeg en Gyro, som de har i julekalenderen Tidsrejsen, ville jeg da også lige prøve at snuse til 1984. Ganske som de gør i den serie.
Og i så fald ville jeg måske ende på mit værelse i 1984 i timerne, inden vi kørte til juleaften. Her på mit værelse ville jeg snuse ind og genkende lugten af hessian, som mor møjsommelig har tapetseret de skrå vægge med. Og der ville hænge plakater fra det tyske musikmagasin Bravo. Der ved siden af vinduet er Nena, og over sengen hænger Limahl.
Jeg vil sikkert se mig selv sidde på sengen og dagdrømme om Randi (som jeg i eftertiden dog ville vide, at jeg alligevel aldrig fik), og jeg vil rejse mig og spænde mit bælte ind. Ikke fordi det ikke var spændt i forvejen, men det er hvidt og med en grøn krokodille på, og derfor skal jeg lige markere overfor mig selv, at jeg jo har bæltet på. Mit eneste stykke med Lacoste, for rige er vi nu ikke, alle os fra Vestbyen anno 1984, men mode er mode, og jeg har selv sparet sammen til det hvide bælte, og jeg er stolt.
Og så tager vi af sted til, ja enten Trædballe eller Knabberup. Kan nu trods alt ikke huske, hvor vi var i 1984, så lad os bare sige, at det er hos moster og onkel i Knabberup. Her i revolvergangen står alle gaverne. Eller næsten alle. For der er selvfølgelig også gaver under træet i stuen, men der er hundredvis af gaver, og derfor er der store poser med gaver ude i gangen.
Et paradis for alle børn. Som mig. Det dufter af and og brune kartofler, for den tradition ændrer man ikke på. Så mon ikke anden stadig hitter i 2044?
Der er rødvin til maden, men vi unger får gule sodavand fra købmanden for enden af Fuglevej, og hen over bordet går snakken lystigt. Vi unger kan dog ikke helt styre os. Nok er jeg fjorten år, men gaver er gaver, og de lokker. Mine små fætre er dog mere energiske end mig. De har krudt i røven. Vi fiser ud til gaverne, for bare at være nær dem.
Men så er det tid til citronfromagen. Ja, der er også ris a la mande, men vi er mange, der ikke kan lide det, så nogen har bestemt, at vi også skal have fromage. Det ender med at morfar og far vinder mandelgaverne, og skuffelsen breder sig blandt ungerne. Men det glemmes for det er tid til at vi skal gå rundt om juletræet. Derefter venter gaverne, og vi unger venter på dem. Mon jeg får den walkman jeg ønsker mig. Eller måske ikke.
Sådan er der så meget anno 1984, og sådan er der så meget den dag i dag. Det er snart jul. Nutidens jul.
Kan I alle suge jeres jul til jer. Omfavn den så vidt I kan. Så fra mig til alle jer: Rigtig glædelig jul. Anno 2014.