Fortsæt til indhold

“Vi får meget travlt”

Husk at du kun må fyre af fra 27. december til og med 1. januar

Arkiv
Lars Saugbjerg

Michael Sterndorff, manden bag Børkop Festfyrværkeri, har travlt på årets sidste dage.
Det skyldes de nye fyrværkeriregler, som netop er trådt i kraft.
Man må kun købe fyrværkeri fra den 15. december til den 31. december.
“Det gør jo bare, at vi har fået meget mere travlt. Der er pres på i butikken, for salgsperioden er kortere, men jeg kommer ikke til at sælge mindre,” fastslår Michael Sterndorff, der sågar holder åbent 2. juledag.
Man må kun bruge fyrværkeri i perioden 27. december til og med 1. januar. Resten af året er det ulovligt for privatpersoner at bruge fyrværkeri.
“Det tror jeg ikke bliver overholdt. De nye regler flytter ikke på noget, for når man hører fyrværkeri uden for perioden, er det som regel ulovligt fyrværkeri.”
Pink og citrusfarver

Fyrværkeriet opbevares i syv store containere. Klar til udlevering.
“Et discountbatteri er kun rødt og grønt. Så tænk dig om, inden du køber - ellers går pengene bare op i røg,” lyder det fra sælgeren, der har sine egne favoritfarver.
“Blå er godt. Og der skal også guld i. Det nyeste er pink og citrusfarver. Tidligere har det været svært at styre kemikalierne, men det er man blevet meget bedre til.”
Michael Sterndorff har arbejdet med fyrværkeri i 17 år. Han designer selv en del af fyrværkeriet i forretningen og får det produceret i Kina.
“To gange om året er jeg i Kina i forbindelse med kvalitetskontrol, og for at sætte nye batterier i gang til den kommende sæson.”
Konkurrencen er hård, erkender Michael Sterndorff.
“Der er meget dårligt fyrværkeri på markedet, men vi kan se vores kunder i øjnene næste år. Vi er ikke dyrere, men bedre. Vi kæler for batteriernes indmad og ikke kassens udseende. Skidt med hvordan kassen ser ud. Det er indholdet, der tæller.”