Dyre julegaver fra firmaet koster i skat
Modtageren skal betale, hvis grænserne overskrides, forklarer Roskilde-advokat
Grænsen for, hvornår modtagerne beskattes for julegaver fra firmaet, er i år hævet fra 700 til 800 kroner, og samtidig må en ansat i løbet af hele året modtage gaver fra arbejdsgiveren for i alt 1.100 kroner, fortæller advokat Klaus Graversen fra Advodan i Roskilde. - Som udgangspunkt må du modtage en julegave fra arbejdsgiveren for 800 kroner skattefrit. Desuden må du i løbet af året modtage andre gaver for højst 300 kroner. - Er julegaven den eneste på et år, må den i praksis godt have en værdi af 1.100 kroner. Men det er heller ikke lige meget, hvad det er for en julegave: Hvis det er en ting, er den skattefri indenfor beløbsgrænsen. Men hvis det er penge eller gavekort, skal det beskattes, uanset hvor lille beløbet er. Klaus Gravesen nævner tre forskellige eksempler på, hvordan reglerne virker: Hvis den ansatte får en julegave til 1.100 kroner og en fødselsdagsgave på 300, skal der betales skat af hele summen på 1.400 kroner, fordi den samlede bagatelgrænse og julegave-loftet er overskredet. Hvis medarbejderen får en julegave til 800 kroner og en fødselsdagsgave på 400 kroner, skal der betales skat af de 400, fordi den samlede bagatelgrænse er overskredet, mens rammen for julegaver er overholdt. En julegave til 800 kroner og en fødselsdagsgave på 300 kroner, holder sig indenfor reglerne, så i dette tilfælde kommer den ansatte ikke til at betale skat.