Fortsæt til indhold

Rishøj IF tager hul på endnu en sæson i svømmeafdelingen

Arkiv
Arkiv

SVØMNING: Rishøj IFs Svømmeafdeling, blev etableret i marts 1993 og lige fra starten har det været en målsætning, at det skal være sjovt at gå til svømning.
- Vi er en del af Rishøj Idrætsforening men holder til i Køge Svømmeland, hvor vi har undervisning mandag og onsdag aften samt onsdag formiddag. Vi er en god og velfungerende svømmeafdeling, med rigtigt gode og veluddannede trænere, der løbende har opkvalificeret sig med instruktøruddannelsen, samt diverse inspirationskurser inden for vandtilvænning, leg og læring, siger Helle Røtting på vegne af Rishøj IFs Svømmeafdeling.
I overensstemmelse med Rishøj IF Svømmeafdelings ånd satses der først og fremmest på bredden, og klubben tilbyder derfor svømning for alle aldersgrupper.
Der er mange børnehold men også en del babyhold samt hold for voksne og pensionister. Derudover tilbydes også en times vandgymnastik om ugen og et talenthold hvor de større svømmere får mulighed for at træne mere intensivt og komme ud og konkurrere med svømmere fra andre foreninger.
- Samtidig har vi igen i år fået mulighed for at startet et nyt og spændende hold op mandag aften i Køge Svømmeland. Holdet hedder ”vand for vildbasser”, og er for dig der bare er helt tosset med vand, elsker at lege og udfordre dig selv og det våde element, men ikke har lyst til bare at svømme en masse baner. Der vil være masser af fart over feltet og gang i den fra start til slut, og du kommer til at opleve svømning fra en helt ny og spændende vinkel. De friske trænere, der styrer holdet er altid fulde af gode idéer og klar med nye og spændende lege, der uden tvivl vil skabe rammen om en rigtig sjov og anderledes oplevelse af det våde element, siger Helle Røtting.
Oversigt over holdene i Rishøj I.F. Svømmeafdeling sæsonen 2014/2015 kan ses på www.rishoej-svoemmeklub.dk.
- Vi har stadig ledige pladser på flere af vores hold, så hvis I ønsker at blive tilmeldt undervisningen, eller ønsker mere information om holdene, kan I kontakte kontoret på tlf. nr. 56 65 00 99 tirsdag fra kl. 17.00 til 19.00 eller skrive en mail til rishoej@franet.dk, slutter Helle Røtting.
pm