Skatte skal udstilles i Lejre
Lejre Museum er lukket det næste års tid. Museet skal bygges om og indrettes med høj sikkerhed, så de seneste års værdifulde fund fra Lejre-området kan udstilles permanent på museet.
Fundene er den lille Odin-figur i sølv og Manderupskatten. Sidstnævnte er en sølvskat fra ældre germansk jernalder bestående af især barrer, ringe, romerske mønter samt flere hundrede ituklippede genstande, herunder fornemt romersk sølvservice og nordiske pragtsmykker. Den samlede vægt dette fund er på cirka fem kilo.
Ombygningen af Lejre Museum skal også gøre det muligt at lave en ny og moderne udstilling, der skal fortælle om Lejre-områdets betydning i Danmarks-historien fra 500-tallet og frem.
Moderne digitale virkemidler skal sammen med de mange fund, der er gjort i Lejre og omegn, sættes sammen til en udstilling, hvor museumsgæsterne selv har indflydelse på, hvad de ser og hører.
Lejre Museum er lukket fra 22. december og frem til en gang i november 2015. Der er dog stadig mulighed for skoleundervisning og museumsarrangementer.