Fortsæt til indhold

Dobbeltkoncert med Johnny og Lis

Lis Sørensens varme stemme kombineres en aften i august med Johnny Madsens upolerede guitar

Arkiv
Arkiv

En af de varmeste og klareste stemmer i dansk pop giver koncert i Sønderborg den 28. august, samme aften som en af dansk rocks mere upolerede guitarister, Johnny Madsen, tager publikum videre ind i sommernatten.
Den store erfaring fra turneer og festivals gør, at Lis Sørensen kender sit publikum særdeles godt. Det smitter af på koncerterne, som præges af en varm stemning og et gensidigt nærvær med en særlig nerve og intensitet, som går lige i hjertet på alle.
Hendes flirt med både country og sydamerikanske rytmer høres i et nummer som Tæt På Ækvator, mens samarbejdet med Sebastian kommer frem i numre som Verden Er I Farver, Vågen I Drømmeland, Indtil Dig Igen og Stille Før Storm.
Johnny Madsen er anderledes kontant. Vokset op mellem Vesterhavets klitter og med udsigt til brændingen ved 3. revle er han jordnær og direkte. Stilen er kontant og helt uden filter, når han ruller sig ud. Johnny og hans tre medsammensvorne i Johnny Madsen Band leverer den ægte vare – hver gang.
Mens Lis Sørensen står for det melodiøse og harmoniske, lokker Johnny Madsen publikum med på en rock'n'roll rejse gennem beske ballader, blå blues og bersærker boogie.

Partoutkort giver adgang

Arrangementet med Lis Sørensen og Johnny Madsen Band er med på partoutkortet til Rock i Mølleparken 2015 – sæsonkortet fra Kultur i Syd.
Med et partoutkort til Rock i Mølleparken får man adgang til 7 koncerter med i alt 14 bands. Kultur i Syd lægger ud med en introduktionspris på 799 kroner, som varer indtil jul, hvorefter den stiger til 899 kroner. Købt enkeltvis vil billetterne løbe op i 2.050 kroner.
Dette kan blive en mulighed fra 1. februar i det omfang koncerterne ikke bliver udsolgt alene i kraft af partoutkortet, men indtil videre kan man kun sikre sig adgang via partoutkortet.

Rekordstort salg

Siden salget gik i gang lidt inde i november er der solgt næsten 3.000 partoutkort, og det tyder på, at det er blevet det helt store julegavehit.
På kulturisyd.dk er der yderligere information at hente om partoutkortet.