Så skal der circumambuleres om juletræet!
Stort set hos os alle går vi rundt om juletræet juleaften. Og vi synger helt sikkert ’Højt fra træets grønne top’
Man fælder et grantræ, sætter det på fod på sit stuegulv, hænger pynt på det, finder en familie og går rundt om træet, mens man synger.
Mærkeligt måske, men vi gør det allesammen juleaften som det mest almindelige. For vestlige kristne danser om juletræet. Man ved ikke helt, hvornår det begyndte, for de første danske juletræer, som vi kender til, blev tændt i 1808, men der var sandsynligvis ingen, der dansede omkring dem. Det første helt sikre vidnesbyrd om dans rundt om juletræet i et privat hjem er faktisk Peter Fabers "Højt fra træets grønne top" fra 1847.
Men vi er ikke ene om at gå rundt om noget som en del af et religiøst ritual. Hinduerne og buddhisterne gør det også. Og stammefolk, jøder og muslimer gør det også.
Circumambulerer. For det hedder det rent ritualteknisk, og det betyder, at man bevæger sig rundt om et helligt objekt.
Vi danskere gør det bare ikke om ret meget andet end juletræet. Formålet med circumambulation er at skabe et fysisk ritual, der afgrænser det hellige, og det føles altså mest naturligt at skabe en sluttet kreds, når man er en gruppe mennesker. Bare kig tilbage på skolegården.
Nu kan man så spørge sig selv, om det helligste ved julen for de fleste mennesker findes under træet eller over træet. Men vi går i al fald allesammen omkring det juleaften som regel når maden er spist og mandlen er fundet.
Og så synger vi. De samme klassiske julesalmer og et par børnevenlige af slagsen. Her kommer en top-ti over de julesalmer, flest synger juleaften:
Højt fra træets grønne top, Glade jul dejlige jul, Et barn er født i Bethlehem, Det kimer nu til julefest, Dejlig er den himmelblå, Dejlig er jorden, Julen har bragt velsignet bud, Nu er det jul igen, På loftet sidder nissen med sin julegrød og på tiendepladsen Juletræet med sin pynt.