Fortsæt til indhold

Sparer millioner på varm vinter

Kommunens medarbejdere håber på grøn jul i familiens skød

Arkiv
Anette Gundlach

Roskilde Kommune sparer i øjeblikket millioner af kroner på, at vejene ikke konstant skal saltes. I budgettet er der i år sat 16 millioner kroner af til salt, mandskabstimer og køretøjer. Heraf har man brugt cirka otte millioner kroner i første halvleg af årets vintre, som var fra første januar i år. I sidste del af året har det til gengæld kun været nødvendigt at salte otte til ti gange, fordi frosten indtil videre har holdt sig væk, fortæller driftschef i Roskilde Kommune Carsten Leth. Fire af gangene skete i den seneste weekend. Carsten Leth fortæller, at kommunen i øjeblikket har 1.400 ton salt liggende på lager. Det er dog langt fra nok, hvis vinteren bliver rigtig hård og snerig. Erfaringerne fra de strenge vintre viser, at der kan ryge omkring 4.000 ton salt ud på vejene, når salt- og fejemaskiner kører i døgndrift.

Håber på grøn jul

Kommunens folk, der plejer at stå for snerydningen, krydser i øjeblikket fingre for, at julen bliver grøn. - De vil jo gerne blive hjemme hos deres familier og fejre højtiden med dem, siger Carsten Leth. ag@roskildeavis.dk