Fortsæt til indhold

Byrådet blev Insp!et

Insp! får 2 millioner kroner i støtte i 2015

Arkiv
Jan Partoft

Insp! i det gamle skoleslagteri på Køgevej kommer også til at eksistere i 2015. I byrådet var der bred enighed om at støtte foreningen med 2 millioner kroner i 2015 i alt. Det blev resultatet efter en længere debat, hvor alle fortalte om deres begejstring og betænkeligheder for det alternative kulturmøde og aktivitetssted.
Pengene kommer til at falde i kvartalsvise rater. Insp! har et ønske om, at basisbevillingen på 500.000 kroner kom til udbetaling i januar. Men det blev ikke afklaret på byrådsmødet. I stedet for skal Økonomiudvalget tage stilling til det ønske ved det første møde i 2015.
Ud over de 500.000 kroner i basisbevillingen bliver der givet 700.000 kroner til Insp! Mad, 200.000 kroner til pilotprojektet Kulturel- og social værtsfunktion på Insp!, 300.000 kroner til Ledige med Drive og 300.000 kroner til udvikling af innovationsmiljøet.
Aftalen skal til eksamen i august, hvor der skal være en evaluering af samarbejdet med Insp! Jobcenteret får til opgave at holde styr på Roskilde Kommunes brug af Insp!.

Det gamle skoleslagteri på Køgevej 4-6 danner rammen om Insp!s mange aktiviteter.(Foto: Per Rudkjøbing)