Bydelsmødre fik diplomer og blomster
Borgmester Erik Buhl kunne torsdag eftermiddag hylde de første Bydelsmødre i Vestparkens Hus
Så er det Første hold Bydelsmødre er færdiguddannede og torsdag eftermiddag fik de overrakt diplomer af Borgmester Erik Buhl i Vestparkens hus.
Seks kvinder med forskellig etnisk oprindelse har nemlig været i gang med uddannelsen som Bydelsmødre siden starten af september. Fem af dem blev fejret af kommunale undervisere, Borgmester Erik Buhl, udvalgsformand Søren Laulund, konsulent for Bydelsmødrenes Landsorganisation Zeljka Secerbegovic og venner og familie til de nye Bydelsmødre, da de fik overrakt deres diplomer.
Bydelsmødre er kvinder som bringer håb og forandring i andre kvinders liv. De har personlige ressourcer, et stort netværk, repræsenterer mange sprog og har viden om familie, børn, sundhed, kvinders rettigheder, samfund, kommune og meget andet.
Stor interesse
”Der har været stor interesse for projektet fra kommunens side og det er ikke så mærkeligt. For Bydelsmorindsatsen er et fantastisk supplement til den kommunale indsats,” fortæller projektkoordinator, Maria Ladegaard-Pedersen.
“En bydelsmor møder ikke de samme barrierer, som en kommunalt ansat møder i kontakten til kvinder som er nye i Danmark, udenfor arbejdsmarkedet, er isoleret eller lignende. De er helt frivillige og så repræsenterer de flere forskellige sprog. Vi får flere og flere nye flygtninge og det er min store forhåbning at Bydelsmødrene kan støtte kvinderne med samtale, nærvær, brobygning til det de kommunale tilbud og netværk,” tilføjer hun.
“Men det kan også være kvinder som har været i landet i mange år, men som er i en svær livssituation eller har svært ved at komme ud og møde andre kvinder,” fortæller projektkoordinator for den lokale Bydelsmorindsats, Maria Ladegaard-Pedersen.
”Allerede nu er vi ved at planlægge uddannelsen af et helt nyt hold i efteråret. Det gør vi for at få flere sprog med og fordi vi forventer at vores Bydelsmødre får travlt”, slutter hun.