Fortsæt til indhold

Der er både julerock og blues aften på Tobakken

Arkiv
Arkiv

Lige så sikker flæskesteg og gaver er juleaften, lige så sikkert er det, at Tobakken inviterer til julerock 2. juledag fra kl. 19.00.
Det handler om at danse, nyde juleøllet, snakke og hygge sig med gamle venner til lyden af masser af god musik. I år er der et nyt band på scenen, når de populære Jordans Drive vil vise hvorfor de pt. er Danmarks mest populære jump/ jive orkester. Creedence Tribute er blevet fast inventar med de store John Fogerty klassikere på stribe og det udført af et hamrende godt band, der har fat i detaljerne!
The Fabulous Underbergs har også været med nogle gange efterhånden og har fået opbygget en trofast fanskare der er vilde med det svært dansable rock'n'roll og rhythm & blues.
"Sidst, men ikke mindst, Esbjergs ældste entertainer, crooner, og gamle 60-er helt, Johan Lind, der er 'still going strong', ham er der mange der ikke vil undvære 2. juledag og så længe han orker, er han på plakaten," lover Tobakken i en pressemeddelelse.
Er man mere til blues er chancen der søndag den 28. december, hvor Tobakken byder på jule blues aften. Sidste år måtte Tobakken melde alt udsolgt, og der er da også kun få billetter tilbage i år, så det er om at være hurtig.