Fortsæt til indhold

Nyt samarbejde mellem Fredericias erhversforeninger og kommunen

Arkiv
Arkiv

Business Fredericia er navnet på en ny organisation, der samler byens virksomheder og Fredericia Kommune i et tæt samarbejde om vækst og udvikling.
”Vi har igennem det seneste år besøgt andre kommuners erhvervsforeninger og virksomheder her i kommunen for at få inspiration til at skabe Danmarks bedste erhvervsforening. Jeg er både stolt og glad over, at det første skridt er taget til at skabe en ny organisation med ressourcer og kompetence til at skabe vækst i Fredericia," siger Pernelle Jensen, formand for Erhvervskontaktudvalget.
Siden valget i 2013 har Erhvervskontaktudvalget, bestående af Kurt Halling, Ole Steen Hansen og Pernelle Jensen, i samarbejde med Fredericia Shopping, Fredericia Erhvervsforening, Fredericia Håndværkerforening, Taulov Transportcenter samt Videnparken arbejdet på at udvikle den nye organisering af erhvervssamarbejdet i kommunen.
I går vedtog Fredericia byråd så den nye model.
Borgmester Jacob Bjerregaard og Erhvervskontaktudvalgsformand Pernelle Jensen indtræder i bestyrelsen, sammen med repræsentanter fra de fire erhvervsforeninger og en repræsentant fra hotel-, restaurant- og konferencevirksomhederne i kommunen. Derudover kommer to til seks supplerende medlemmer og kommunaldirektøren, der fungerer som observatør.
Til at betjene organisationen og understøtte erhvervslivet og erhvervsudviklingen oprettes et erhvervssekretariat med en erhvervsdirektør i spidsen.
Business Fredericia holder stiftende generalforsamling i løbet af januar 2015.