Fortsæt til indhold

Lokale elever opfinder selvlysende vejstriber

Arkiv
Arkiv

Det blev en dag med masser af læring fra inspirerende foredrag, spændende workshops og kompetent rådgivning, da de to teknologiklasser fra Rybners Tekniske Gymnasium, 2.c og 2.g, ifor nylig deltog i Danish Entrepreneurship Award 2014 - Europas største innovationsmesse med tusindvis af deltagere.
På messen fik elever fra skole- til universitetsniveau hjælp til at komme videre med deres ideer og kreative løsninger i Fredericia. På den måde handler Danish Entrepreneurship Award ikke kun om at vinde og være den bedste. Blandt de 12 deltagende grupper fra Rybners Tekniske Gymnasium var ”Via Glow”, som Esben Lindved Jepsen, Cecilie Olsson Høj og Joakim Lykke Stein står bag. De har siden skoleårets start arbejdet på en idé med selvlysende vejstriber, der bliver opladet af solen og eksempelvis gør det lettere at se striberne i tåge.
"I laboratoriet har vi udviklet en blå prototype ud fra skolens plast og det selvlysende pigment, vi har købt hjem fra Ungarn," fortæller Cecilie.

Vil ta’ fat i kommuner

Selv om projektarbejdet sluttede med messen, og de tre klassekammerater ikke slap gennem nåleøjet og blev blandt de 13, der går videre i konkurrencen, har gruppen tænkt sig at arbejde videre med deres idé i fritiden og prøve at tage fat i kommunerne for at se, om der er interesse for deres produkt.
"Vi forestiller os, at vejstriberne kan blive løbende udskiftet i takt med, at det bliver tid til at male dem op på ny," forklarer Esben.
Gruppen, der følger studieretningen ”Teknologi, design og innovation”, skal nu have færdiggjort den fjerde og sidste del-aflevering om projektet. De har tidligere udarbejdet en miljøvurdering, fortalt om fremstillingsproces og produktudvikling og lavet en årsag-og-virkning-analyse.
"Det er en fed måde at arbejde på. Det er helt sikkert, konstaterer Joakim.