Fortsæt til indhold

Home runder halvskarpt hjørne i skarp form

1. januar 2015 fejrer ejendomsmæglerkæden Home 25 år med over 325.000 bolighandler.

Arkiv
Arkiv

JUBILÆUM: Den 1. januar 2015 fejrer ejendomsmæglerkæden Home 25 år med over 325.000 bolighandler. Birthe Kaad er kvinden med nøglerne i Home Køge.
- Vinteren 1989/90 var den hidtil varmeste, og nu har vi igen en lun vinter. Og måske er der en sammenhæng hvis man tager de røde Home-briller på, siger Birthe Kaad.
I december for 25 år siden var Home-kæden nemlig i støbeskeen. På den tid var der alvorlig krise på boligmarkedet, som begyndte efter kartoffelkuren i 1986. Antallet af handler faldt, mens tvangsauktionerne hærgede.
Renten var ca. 4 gange så høj som i dag, et gennemsnitshus kostede ca. 590.000 kr. - omregnet til 2014 kroner ca. 966.000 kr. - mod nu 1,7 mio. kr., men boligbyrden var ca. 13 procent højere end nu.
Siden gik det bedre på boligmarkedet, der fra først i 1990'erne red på en voksende bølge frem til efteråret 2008, hvor finanskrisen ramte.
Home har også haft fart på, og Home-mæglerne har i kædens første 25 år stået for 325.000-350.000 bolighandler.
- Og der bliver selvfølgelig mange flere i fremtiden, for vi runder det halvskarpe hjørne i skarp form, siger Birthe Kaad, der er indehaver af Home-forretningen på Søndre Alle 12 i Køge.
I dag er boligmarkedet - og ikke mindst Home - ude på den anden side af finanskrisen i veltrimmet form med 160 lokale Home-forretninger, 11 Home Erhvervscentre, 4 Home Servicecentre og ca. 850 medarbejdere rundt om i landet.
Som boligmarkedet har artet sig i år, tegner det til en god fødselsdag.
Selv om årets salg ikke er endeligt opgjort endnu, kan det nemlig ikke rokke ved, at 2014 bliver det bedste salgsår i home-kæden siden 2007.
Birthe Kaad forventer, at bedringen fortsætter i 2015.
- Vi glæder os over, at det går den rigtige vej. Det er godt for både købere og sælgere. Men det er ikke sådan, at der lige pludselig bliver mange flere bolighandler. Erfaringen har lært os, at boligmarkedet er omskifteligt, så vi går ydmygt til opgaven hver dag, og der skal fortsat arbejdes hårdt for at få handlerne i hus, siger Birthe Kaad.
Birthe Kaad har selv været med i Home siden 1. februar 1992 og har arbejdet i mæglerbranchen i mere end 30 år.
Birthe Kaads opskrift på at få tilfredse kunder, lyder sådan her:
- Det er egentlig enkelt; god, gammeldags kundeservice, arbejdsomhed, ordentlighed og et højt fagligt niveau, er det der giver tilfredse kunder år efter år ....

25 år set gennem nøglehullet. Home kan den 1. januar 2015 fejre 25 års jubilæum.