Fortsæt til indhold

Fugleinteresserede Patrick fra 8. klasse er nu forfatter

Patricks interesse for fugle blev til en bog

Arkiv
Arkiv

På Firkløverskolen i Give går der en dreng fra 8. klasse rundt og interesserer sig for fugle. Så meget, at han skrev en masse sider om alle de fugle, han kender.
Drengen hedder Patrick Glibstrup Christensen og hans lærer syntes, fuglesiderne var så flotte, at der skulle laves en bog ud af dem.
Derfor kontaktede de Printcenteret i Skolegade hos Vejle Kommune, og Patrick tog med en læringsvejleder ind for at se, hvordan hele processen ville være fra start til slut, når de gik i gang med hans bog. Bogen skulle være en julegave til hans mormor.
”Jeg synes, hun skulle have en bog, jeg selv har lavet”, lyder det fra den unge forfatter.

Gave til tiden

Desværre gik begge trykkemaskinerne i stykker, inden bogen var færdig, så Patricks bog kunne ikke nå med den sidste interne postomdeling fra Vejle Kommune ud til skolen. Det skriver Tine B. Christensen fra Børne- og Ungeforvaltningen i en pressemeddelelse.
Men heldigvis var der en af medarbejderne i huset, som syntes, det var ærgerligt, hvis julegaven ikke nåede frem til tiden. Derfor tog han sin egen bil og kørte ud til Firkløverskolen fredag eftermiddag, hvor lærerne glædede sig meget til at se, hvor overrasket Patrick ville blive, når han fik sin bog i hånden.

Mere på vej

Patrick blev meget glad, og han kan helt officielt kalde sig forfatter, for bogen er nemlig blevet registreret i skolebiblioteksbasen og hans egen skole fik også et eksemplar, som kan lånes på deres skolebibliotek.
Den fugleinteresserede unge mand har en favoritfugl; det er den store hornugle:
”Den er fascinerende og så ser man den ikke så tit”, siger Patrick og fortæller, at det har været en udfordring at lave en bog. Desuden har det givet ham blod på tanden, for han er allerede i gang med endnu en bog, som handler om en ræv.