Vestjysk vækst kommer ikke af sig selv
Regionsformand vil have Folketingets opbakning til offshore-, turist- og infrastruktur-satsning
Region Syddanmark har i 2014 gjort sit til at skabe vækst og arbejdspladser i Vestjylland. Men lokal og regional opbakning gør det ikke alene.
"Vækst kommer ikke af sig selv. Det handler både om at give virksomheder og mennesker gode vilkår for udvikling. Nu er det på tide, at man også på Christiansborg forstår, at der skal skabes vækst-initiativer i hele Danmark, herunder i det vestjyske," siger regionsformand og folketingskandidat Carl Holst (V) i en nytårsudtalelse.
Det forgangne år i Region Syddanmark bød på en fortsat udbygning af sygehuset i Esbjerg til akutsygehus, hvilket der er afsat 594 mio. kr. til frem mod 2018. Samtidig skaber de nye sundhedshuse i eksempelvis Skærbæk og snart også Toftlund tryghed i nærområdet – ligesom regionsrådet har besluttet at bevare samarbejdet med redningshelikopteren i Nibøl. Derudover spytter man millioner i kultur- og turismeoplevelser i vadehavsområdet, ligesom oprensningen fortsætter efter en af de største og værste miljøskandaler i Danmarkshistorien, forureningen i Kærgård Klitplantage.
"Vi har desuden gjort en indsats for at skabe attraktive uddannelsesforhold – uanset om man ønsker at blive ingeniør eller har brug for støtte til at gennemføre en ungdomsuddannelse," fortæller Carl Holst.
Region Syddanmark har kæmpet og kæmper stadig en kamp for den vestjyske turisme og bliver ved med at bakke op om eksempelvis offshore-satsningen i Esbjerg og omegn.
"Men det kræver forståelse fra Folketinget, hvis det vestjyske skal fastholde sin førerposition som offshore- og energimetropol, bevare sit stærke turist- og kulturliv samt blive koblet bedre på infrastrukturen. Derudover savner jeg opbakning til de beboere i landdistrikter, som ikke kan låne penge til huskøb," lyder det fra Carl Holst.
- Og hvorfor er tiltrækning af kvalificeret arbejdskraft eksempelvis altid noget, der foregår i København? Hvornår har en minister senest gjort noget konkret for at lokke ingeniører til provinsen?, spørger regionsformanden.