Når raketterne rammer bilen
Hvis en vildfaren nytårsraket rammer din bil, så dækker forsikringen, men det kræver, at du har en kaskoforsikring
I det grå morgenlys nytårsmorgen er det rigtigt ærgerligt at konstatere, at bilen har taget skade af aftenens festligheder, mens den stod parkeret. Det går vildt for sig i gaderne omkring nytåret, og risikoen for skader på bilen er væsentlig større end normalt. Men der er godt nyt til de bilejere, der har tegnet en kaskoforsikring.
”Rammer en raket bilen, og laver en bule, så dækker vi skaderne, hvis der er tegnet en kaskoforsikring, og det samme gælder hærværk og andre skader,” forklarer Eva Grann, produktchef for OK Bilforsikring, der er ejet af energiselskabet OK a.m.b.a. Hun understreger dog, at kaskoforsikringen ikke dækker, hvis du ved et uheld selv påfører bilen en skade, som hvis det fyrværkeribatteri du har antændt, vælter og rammer din egen bil.
Der er desværre ikke nogen måde, at få forsikringen til at betale, hvis man selv påfører bilen en skade, og familieansvarsforsikringen dækker heller ikke.
Selvom det er rart af vide, at kaskoforsikringen dækker nytårsbulerne, er der på mange bilforsikringer en selvrisiko. Har du for eksempel en skade med en nedfalden raket i taget, der koster 12.000 kr. at få repareret, og du har en selvrisiko på 5.000 kr. – så betaler forsikringen kun 7.000 kr. Selvrisikoen på de 5.000 kr. skal bilejeren selv betale. Men en OK Bilforsikring er der mulighed for at købe en forsikring med en selvrisiko på 0 kr. ”Har du valgt denne løsning, kan du i alt fald vågne op nytårsmorgen uden økonomiske tømmermænd," siger Eva Grann med et smil.
Anmeld skaden hurtigt
Produktchefen for OK Bilforsikring opfordrer til, at evt. nytårsskade anmeldes hurtigt.
”Bilejeren bør anmelde nytårsskaderne så hurtigt så muligt, og få dem repareret efterfølgende på et værksted eller hos en såkaldt buleekspert, så skaderne ikke udvikler sig til dyrere reparationer,” anbefaler Eva Grann. Skal bilen længere tid på værksted, så stiller OK Bilforsikring en lånebil til rådighed, hvis du har tegnet en kaskoforsikring.
Parkér med omtanke
Eva Grann har et par gode råd til, hvordan du undgår nytårsskader på bilen. ”Det er en god idé at parkere bilen i en garage eller carport, og bor du i byen, så kan du med fordel parkere i et parkeringshus. Dernæst bør du undgå at parkere bilen tæt på gadehjørner og ved pladser i byerne, hvor folk typisk samler sig for at skyde nytåret ind, og derfor er der større risiko for forskellige skader,” forklarer Eva Grann.