Margit Stokbæk er ny vægtkonsulent i Vejle
Vejles nye vægtkonsulent har selv tabt sig 42 kilo med konceptet
Vejle får fra nytår ny vægtkonsulent. Pernille Damm stopper og bliver efterfulgt af Margit Stokbæk, der i forvejen er vægtkonsulent i Vamdrup.
“Jeg har selv levet efter konceptet siden 1997, hvor jeg tabte mig 42 kilo på halvandet år med vægtkonsulenternes kostprogram. Jeg har fået et lettere liv med mere energi og glæde, og jeg håber at kunne give medlemmerne den samme gode oplevelse,” fortæller Margit.
Nyt mødested
Hun er flyttet ind i nye lokaler på Valdemarsgade 16 i Vejle, hvor hun åbner mandag den 5. januar 2015 og fremover holder åbent om mandagen fra klokken 16.30-20.
Margit Stokbæk blev uddannet vægtkonsulent i 2010 og har siden da arbejdet med at hjælpe andre med at tabe sig ved at lægge kosten om og få en ny livsstil.
“Vi arbejder også meget med det psykiske. Det sidder ofte mellem ørerne på dem, der er blevet store,” siger Margit.
Hos Vægtkonsulenterne melder man sig typisk ind i nogle måneder og mødes en gang om ugen til vejning og inspirationsmøde.