PBS-opkrævninger sendt ud som girokort
Kolding Kommune beklager fejl der berører 9000 borgere
Kolding Kommune har ved en fejl sendt knap 9.000 girokort ud til borgere, som plejer at betale deres opkrævninger via PBS (Betalingsservice). Desværre er det ikke muligt at trække girokortene tilbage, så hvis man i disse dage modtager et girokort fra kommunen i stedet for en PBS-opkrævning, så skal man indbetale pengene via girokortet.
“Vi beklager dybt denne fejl, som er opstået i forbindelse med, at kommunen tager et nyt huslejesystem i brug. Vi har undersøgt, om vi kan rulle fejlen tilbage, men det er ikke muligt. Derfor må vi desværre bede borgerne om at bruge girokortet denne gang. Det gøres lettest via netbank,” oplyser gruppeleder Jette Møller, Kolding Kommune.
De knap 9.000 girokort omfatter alle de opkrævninger, som forfalder til betaling i maj måned – bl.a. opkrævninger for daginstitutioner og madordning.
“Overskriften på alle girokort er Husleje. Det er selvfølgelig en fejl. Det afgørende er, at beskrivelsen nede i emnefeltet på girokortet er korrekt, og så kan man trygt indbetale pengene,” oplyser Jette Møller.
Næste opkrævninger bliver automatisk opkrævet via PBS, uden at man behøver at foretage sig noget. Hvis man har spørgsmål til indbetaling af girokortet er man velkommen til at kontakte Borgerservice.