Stangstiv og på vej ud af en husbrand
Studerende på DTU tester kombinationen af sprut og flugt
Hvis man opholder sig mange mennesker i en bygning, som begynder at brænde og skal evakueres, så er det ikke nogen udpræget god idé at være voldsomt spirituspåvirket. Det er én af konklusionerne ovenpå forsøg, som de studerende på DTU har foretaget. Forsøgene, der blev udført i samarbejde med Tryg Fonden, foregik uden brug af alkohol, men med forsøgspersonerne iklædt særligt synsforstyrrende briller, der gjorde det mere end svært at gå lige.
“Brand i tætbefolkede lokaler, hvor folk er berusede, er heldigvis sjældne. Men når det går galt, går det ofte rigtig galt, og tabstallene er enorme sammenlignet med andre brande. Sidste år døde omkring 200 unge mennesker i en diskoteksbrand i Brasilien, tilbage i 2009 omkom mere end 135 unge i forbindelse med en brand i en russisk natklub, og her i Skandinavien gik det galt i Göteborg i 1998, hvor 63 døde i en påsat diskoteksbrand,” lyder den barske baggrund for forsøget på UC Syd.
“Brandsikring er internationalt ofte baseret på, at de personer, der evakueres er normalt mobile og i øvrigt lige mobile. Der er stort set ikke lavet forsøg med personer, der er berusede,” fortæller tovholder på forsøget, Anne S. Dederichs, som fortsætter:
“Men her kunne vi gennemføre et simuleringsforsøg, hvor 100 forsøgspersoner var samlet i ét lokale på DTU. Ved hjælp af såkaldte ”drug impairment goggles”, som er briller, der forsinker og forvrænger synsindtryk, fik forsøgspersonerne en oplevelse af at være berusede med de motoriske udfordringer, det medfører.”
Det kostede 220.000
TrygFonden har givet 220.000 kr. til gennemførelse af evakueringsforløbet, som blev filmet med omkring 20 videokameraer. Den efterfølgende analyse skal bl.a. afdække, hvordan og hvor meget beruselse påvirker bevægelseshastigheden, det samlede personflow og persontætheden. Man er især spændt på at finde ud af, om berusede personer er i stand til at bevæge sig fremad.
Resultaterne bliver sammenholdt med de nuværende referenceværdier i brandstandarder og skal medvirke til at forbedre beslutningsgrundlaget under bygningsstandarder på området.
“Ved hjælp af såkaldte ”drug impairment goggles”, som er briller, der forsinker og forvrænger synsindtryk, fik forsøgspersonerne en oplevelse af at være berusede med de motoriske udfordringer, det medfører.”
Anne S. Dederichs