Fortsæt til indhold

Ildsjæle starter op med oktoberfest

Den nye forening 'Sønderborg's Ildsjæle' inviterer til Danmarks størst oktoberfest

Arkiv
Af Svend Mikael Larsen

Lokale ildsjæle stifter ny forening i Sønderborg. Det er Jan Clausen, Christoffer Kirkegaard og Marck Thorning, som gennem flere års medlemskab og ledende poster i Junior Chamber International (JCI) Sønderborg nu har fået inspiration til at stifte en ny forening. Den hedder 'Sønderborg's Ildsjæle' og har til formål at give tilbage til lokalsamfundet i og omkring Sønderborg.
De tre stiftere har det til fælles, at de har været lokalformænd i JCI Sønderborg. Jan Clausen er netop startet som selvstændig med virksomheden BE:U, mens Marck Thorning netop har startet virksomheden fiQtiv. Christoffer Kirkegaard er CFO hos Uldahl Denmark.
Motivationen til at starte den nye forening har været, at de tre stiftere har et særligt tilhørsforhold og brænder for Sønderborg som by og lokalområdet. Idéen med foreningen er at afvikle arrangementer i løbet af året, der genererer midler, som skal gives tilbage til lokale formål, der gør en positiv forskel for Sønderborg.
Første arrangement er ikke mindre end Danmarks største oktoberfest med bespisning. Den skal holdes den 17. oktober i Skansehallerne og arrangeres i samarbejde med bl.a. Vollstedt Group, der igennem flere år har afviklet konceptet i 45 andre byer.
Billetterne kan købes hos en af festens ambassadører eller via hjemmesiden soenderborgsildsjaele.nemtilmeld.dk
”Med den nystiftede forening ser vi frem til at kunne støtte op omkring gode formål, tiltag og innovative idéer i og omkring Sønderborg. Derudover glæder vi os til et fremtidigt samarbejde med nye partnere og lokale aktører i lokalområdet,” lyder det fra Jan Clausen, som er formand for Sønderborg's Ildsjæle.