Stort stævne med lille sport
Foto: Erling J. Pedersen Roskilde Rugby Klub havde besøg af 219 unge rugbyspillere i weekenden, da klubben var vært for et ungdomsstævne i Darup Idrætscenter. - Det er jo en lille sport, så det var et fint fremøde, siger formand Kenneth Nielsen fra Roskilde Ruby Klub. - Forrige gang, da der var et stort ungdomsstævne var der 186 spillere med, så det er en pæn fremgang. - Når vi har sagt ja til at holde stævnet, så er det ud over det sportslige også muligheden for at gøre opmærksom på sporten. I rugby spiller man med 15 mand på et hold, men i ungdomsrækkerne bruger man også syvmandshold. - Der er mange klubber, der ikke så har mange spillere i hver ungdomsklasse, og så laver man enten nogle holdfællesskab til stævnerne eller spiller med det antal spillere, som det mindste hold kan stille med. - På den måde kan alle få lov til at spille, og det er med til at bevare interessen for spillet hos de unge spillere. Opgaven med at bevare og skabe interesse hos de unge for sporten er også nødvendig. I Roskilde Rugby Klub har man efterhånden fået opbygget en seniorafdeling med 25 aktive medlemmer, men det kniber mere med de unge. Her er der kun 5-8 aktive, og det tal vil klubben gerne have skal være noget større. jp@roskildeavis.dk