11-årige Asger hyldes for opfindelse
11-årige Asger fra Jægerspris har netop vundet en stor forskerkonkurrence
Det er de færreste 11-årige, som kan bryste sig af at have vundet en forskerkonkurrence blandt unge talenter.
Men det kan Asger Bak fra Jægerspris.
Han er en dreng, som altid har haft ører og øjne åbne, for det var om ikke at gå glip af noget.
'En nysgerrighed på livet', som hans far Erik udtrykker det.
“Det har altid været Asger, som har set den døde snog på cykelturen, for han har altid kørt bagerst med øjnene rettet mod skovbunden. “
Nysgerrigheden, som Asger har lagt for dagen, er nu årsagen til, at han har vundet en konkurrence for unge forskere. Ganske enkelt fordi han har opfundet en græsslåmaskine, der kører på sit eget græs.
“Det er min sciencelærer Lars, som har tilmeldt mig konkurrencen, som hedder 'Min vildeste ide',” siger Asger, som Lokalavisen fanger i sciencelokalet på Frederikssund Private Realskole. Det er ganske få dage før, han skal modtage prisen af selveste prins Joachim ved arrangementet Science i Forum.
Og det er blandt andet her i skolens sciencelokale, at Asger med Lars ved sin side har diskuteret og udviklet opfindelsen.
Omdanner græs til sprit
“Ideen kom en dag, jeg var ude at gå en tur med min onkel. Han arbejder i Novozymes. Vi snakkede om, at en græsslåmaskine kunne opsamle græsset og omdanne det til sprit ved hjælp af en proces med enzymer.” Asger kigger indimellem over på hans far og sciencelæreren Lars.
De smiler og hjælper Asger lidt på vej, når han er ved at gå i stå i forklaringen.
Men Asger er godt inde i stoffet.Og det er tydeligt, at han har øvet sig i at præsentere ideen.
“Indimellem har Asger og jeg sat os sammen og talt om projektet. Det er mig som lærer, der skal tilmelde ham konkurrencen, “siger Lars og fortsætter:
“Der har været mange lærerprocesser i denne opgave. Ikke mindst i præsentationen.”
Stor dag i vente
Og en ting var, at det i følge Asger var stort, da han skulle aflevere den færdige og gennemarbejdede opgave i Botanisk Have i slutningen af februar.
Noget andet var, da han kort før påske blev kaldt op på scenen under skolens morgensang seance og fik ros af skolelederen foran flere hundrede elever.
Men helt særligt bliver det nu alligevel, når han i dag (tirsdag red.) skal modtage et kongeligt håndtryk af prins Joachim, hilse på undervisningsministeren Christine Antorini og ikke mindst modtage vinderpræmien på 10.000 kroner.
“Jeg er lidt spændt. Også fordi jeg bagefter skal præsentere ideen på en stand derinde i Forum. Og vores lærer har mindst ti gange sagt til os, at vi skal huske at tage pænt tøj på, når vi skal derind.“
Ved du hvad pengene skal bruges til?
“Vi ved det ikke helt endnu. Men det er helt sikkert, at hele min klasse skal på en tur til et sted, der har med science at gøre”, svarer Asger og smiler stort.