Fortsæt til indhold

Tømrerregning med vold og trusler

Fem personer udsatte roskilde-mand for alskens ubehageligheder

Arkiv
Arkiv

Når en dommer hos Retten i Roskilde skal behandle en sag mod fem mænd, så er der både anklager om røveri, afpresning og trusler inde over forløbet.
I sidste ende drejer det sig dog om en tømrerregning, som en roskilde-mand skulle tvinges til at betale.
Ifølge anklageskriftet imod de fem foregik deres kriminelle brøder fra slutningen af maj og op til midten af juni 2013.
Her skulle de anklagede have brugt en række groft ulovlige metoder til at prakke roskilde-manden en tømrerregning på omkring 172.000 kroner på.
Blandt andet skulle nogle af dem have opsøgt ham på hans arbejdsplads og uddelt trusler.

Stoppet af politiet

Den lille bande skulle også have brugt endnu mere ubehagelige metoder, i det de opsøgte roskilde-manden på hans hjemmeadresse, hvor de slog ham og truede med at give ham en stor dosis insulin på sprøjte.
Desuden tvang de ham angivelig med på en køretur, hvor han blev truet på livet, hvis han meldte episoden til politiet.
Ubehagelighederne fik en ende, da roskilde-manden involverede politiet i forbindelse med et afpresningsforsøg.
De fem skal for retten både torsdag 1. maj og tirsdag 17. juni.
hw