Fortsæt til indhold

Lokal aktion mod stormflod

Klimaforværring er ikke kun tom snak, forklarede Mette Gjerskov i sin 1. maj-tale

Arkiv
Erling Pedersen

- Klimaforandringerne er ikke kun tom snak, og derfor må befolkningen ikke hoppe på de borgerliges sludder, om at vi skal opgive havvindmøller og grønne investeringer. Vi har mere brug for det end nogensinde. - Hvis nogen er i tvivl, skal de bare huske tilbage på stormfloden omkring Roskilde Fjord i december, fortsatte Mette Gjerskov i sin 1. Maj-tale. Socialdemokraternes lokale folketingsmedlem fra Gundsømagle talte ved partiets morgenmøde i DUI-huset på Havnevej til over 100 tilhørere blandt andet om de erfaringer, hun har draget af den katastrofe, der ramte hundreder af familier ved Jyllinge og andre steder omkring fjorden.

God lovændring

- Vejret bliver vildere, og fjorden forandrede sig fra en fredelig vandpyt til et frådende hav to meter over dagligt vande. - Mange mennesker måtte flygte fra vandmasserne, og alt for mange af dem bor stadig i skurvogne eller hos familie og venner. - Sagen viste, at erstatningen gennem vores nuværende lovgivning ikke var god nok, så mange af den risikerede at måtte gå fra hus og hjem. - Men det lykkedes at få lovgivningen ændret, så de nu får en bedre erstatning, og alle kan sove mere roligt om natten uden frygt for at blive udsat for så dårlig behandling igen, forklarede Mette Gjerskov.

Lokal tillidsmand

Her roste hun også sin lokale kollega, Venstres folketingsmedlem fra Roskilde Flemming Damgaard for at have kæmpet godt for den samme sag. - Vi var på samme hold, og det beviser, at folketingsmedlemmer ikke kun er partisoldater, der følger ledelsens kommando. Vi er i lige så høj grad lokale tillidsfolk, der kan sørge for, at befolkningen i Roskilde bliver behandlet ordentlig, når det virkelig gælder. Mette Gjerskov brugte stormflods-sagen som et godt eksempel på, at partifællerne i Roskilde ved næste valg ikke kan være ligeglade med, om der bliver valgt en lokal kandidat eller ej. - Lige nu ser det jo ikke alt for godt ud, og der er en reel risiko, at Roskildes socialdemokratiske mandat er i fare. Derfor er alle personlige stemmer vigtige ved næste valg, lød hendes opfordring til de lokale partimedlemmer. Gjerskov erkendte, at det til tider har været svært at genkende den socialdemokratiske profil i regeringens politik, men hun opfordrede til at kæmpe videre for idealerne om et fællesskab, der tager sig af alle, fordi et borgerligt alternativ vil være meget værre. tk