Fortsæt til indhold

Få fjernet tatovering uden smerte

Det gør ondt at få en tatovering. Hidtil har det også gjort ondt at få den fjernet, men ny metode er smertefri

Arkiv
Ina Bjerregaard

Klinikken ligger på en stille villavej. Og havde det ikke været for skiltene udenfor, kunne man sagtens have kørt forbi uden at opdage, at her ligger en specialist i at fjerne tatoveringer. Klinikken “Amazing Beauty” er rykket fra Vejle Midtby og ud til Lindved, og det er her i privaten, hvor klinikken også holder til, at Lokalavisen møder Ann Kathrine Skøttegaard Amstrup, der er indehaver af Amazing Beauty, samt Mette Svensson til en snak om en ny måde at fjerne tatoveringer på.

En af de eneste

“Vi er en af de første i Danmark, der bruger denne metode.” fortæller Ann Kathrine. Tidligere har man kun kunnet få fjernet tatoveringer med laser og ofte forsvandt tatoveringen ikke helt. Den nye metode foregår ved, at man bruger samme maskine som til permanent makeup, men med en anden nål. Med denne nål prikker man en speciel væske ned i de underliggende lag af huden. Væsken trænger selv ned i pigmentet og nedbryder indkapslingen af farve, hvorefter den nærmest transporterer farven med op igen. Væsken er et naturligt enzym og ikke farlig. Behandlingen skulle være mere effektiv end laser, for en laser kan kun fjerne sorte farver, og der er større chancer for arvæv. Og så gør det som sagt ondt. Med den nye metode er det muligt at fjerne alle farver. Selv de pigmenter der er beskyttet imod laser, fortæller Ann Kathrine.

Mette Svensson i gang med nålen, der skal fjerne en tatovering, der aldrig er blevet helt god. Foto: Ina Bjerregaard.

Fortrød sin tatovering

Patrik Larsen er 21 år og kommer fra Horsens. Han har en tatovering på underarmen, som han er rigtig ked af. Derfor har han også konsulteret en klinik med laserudstyr til at fjerne den, men han oplevede, at det ikke virkede på hans tatovering.
“Det kan godt være, lasermandens udstyr var lidt gammelt, men det var mere det, at jeg ikke kunne se, der kom farve med op. Og så gør det altså ondt med den laser,” fortæller Patrik Larsen, der efter besøget hos lasermanden kontaktede Amazing Beauty. Her har han været under Mettes kyndige hænder en gang og bestilt tid til næste gang.

Ingen garantier

“Jeg kunne se, der virkelig skete noget bare efter første gang,” fortæller Patrik til Lokalavisen.
“Selvom den nye måde at fjerne tatoveringer på synes effektiv, så kan man aldrig forudsige, hvor mange behandlinger, der skal til for at fjerne pigmentet fra huden, men vi er en resultatorienteret klinik, siger Ann Kathrine fra Amazing Beauty, og fortæller videre, at antal behandlinger afgøres af mængden af pigment, samt hvor dybt, det ligger.
Men der fjernes i gennemsnit 20 procent af pigmentet ved hver behandling. Hvis du har en tatovering og gerne vil have den fjernet, så kan de fleste behandles. Dog ikke gravide, og man skal have lægens accept, hvis man er diabetiker, har en immunsygdom eller hjertekarsygdom.
Selve maskinen, som man benytter på klinikken i Lindved, kommer fra Ecuri Cosmetics i Holland. Produkterne er allergivenlige, og man må ikke bruge produkterne uden at være blevet uddannet.