Fortsæt til indhold

25 meter er en fejlinvestering

Arkiv
Anette Gundlach

Endnu et bassin på 25 meter i den gamle svømmehal, Roskilde Badet, er en gigantisk fejlinvestering, mener Venstres leder i byrådet Bent Jørgensen.
Selv om politikerne i Kultur- og Idrætsudvalget officielt endnu ikke har taget stilling til bassinets længde, men lader det komme an på økonomien, mener Bent Jørgensen, at et oplæg til arkitekt-konkurrence om ny svømmehal udelukkende lægger op til, at det bliver en udvidelse af Roskilde Badet, der dermed får endnu et bassin på 25 meter.
- Jeg frygter, at det korte bassin bliver til virkelighed, fordi der kun står en linje om de 50 meter på det 15 sider lange oplæg. Resten handler udelukkende om wellness svømmehal og 25 meters bassin, siger Bent Jørgensen.
Han mener, at en ny svømmehal på Musicon med et bassin på 50 meter vil være den bedste løsning for både almindelige brugere og konkurrencesvømmere, der alle får flere fordele, fordi bassinet kan deles op i kortere baner, men også bruges bassinet i sin fulde længde.
- Jeg opfordrer borgmesteren til endnu en gang at overveje planerne, så vi ikke kaster 110 millioner kroner efter en dårlig ide, siger Bent Jørgensen.
- Vi har i dag så lange ventetider på svømmeundervisning og så lidt plads til morgen og aftensvømning, at vi ubetinget har brug for en ny hal, siger Venstremanden og fortsætter:
- Selvfølgelig hjælper udvidelsen på problemet, men det er simpelthen ikke nok.

Nabo får 50 meter

Bent Jørgensen regner med, at mange af Roskildes Badets brugere, både konkurrence-svømmere som andre, i fremtiden vil tage til Høje Tåstrup og tage et par baner, hvis Roskilde kun får et lille bassin.
I den østlige nabokommune er det nemlig besluttet at bygge et nyt bassin med 10 baner på 50 meter og plads til tilskuere. Samtidig kan en fjerdedel af bunden i Taastrups nye bassin hæves og sænkes. Dermed er det muligt for elitesvømmere at træne side om side med børn eller borgere, der dyrker vandgymnastik.
Høje-Taastrups nye anlæg bygges for 48 millioner kroner ved den gamle hal og er færdig i 2016.

Tarveligt mod brugere

- Vi kan simpelthen ikke være bekendt ikke at varetage vores borgeres behov, når vi ved, det er der, siger Bent Jørgensen:
- Jeg har endnu ikke hørt om nogen forening eller konkurrencesvømmer, der bifalder ideen om endnu et kort bassin.
Da sagen var oppe i Idræts- og Kulturudvalget bad Venstre og DF om, at sagen blev sendt videre til Byrådet.
- Jeg håber på, at det er tid nok til, at vi kan få vendt stemningen hen mod de 50 meter, siger Bent Jørgensen.

ag@roskildeavis.dk