Fortsæt til indhold

1. maj med lysere udsigt

Roskildes LO-formand Torben Jørgensen tror på flere i arbejde og en regering tilbage på kursen

Arkiv
Erling Pedersen

-Efter en række år med krise og modgang, kan vi i år endelig fejre 1. maj med udsigt til fremgang for almindelige lønmodtagere, fordi flere nu får arbejde. Men problemerne med social dumping eller underbetaling samt en bedre behandling af samfundets svageste er langt fra løst. Sådan konkluderede LO-formanden i Roskilde, der står i spidsen for 15.000 medlemmer i områdets fagforeninger, da han talte ved den lokale fagbevægelses 1. Maj-arrangement på Hestetorvet, hvor et par tusinde dukkede op i løbet af eftermiddagen. Torben Jørgensen er samtidig medlem af byrådet for Socialdemokratiet og formand for Teknisk Udvalg, så han interesserer sig også for den samlede arbejderbevægelses problemer, både politisk og fagligt. - Da beskæftigelsesminister Mette Frederiksen for nylig var ude med et budskab om, at S i højere grad skal lytte til vælgerne, var det især et signal om, at partiet skal huske på samfundets svageste. Det blev til vores store glæde også støttet af vores borgmester i Roskilde Joy Mogensen.

For langt til højre

Den lokale LO-formand var helt enig i denne kritik, fordi S nu i snart tre år har stået i spidsen for regeringer, der efter hans opfattelse har 'holdt lige lovligt meget til højre'. Som eksempel nævnte han, at S har måttet administrere en ændring af dagpenge-systemet, der blev vedtaget af det borgerlige fleretal V-K-R - og ikke at forglemme DF, selv om de nu lader, som om de ikke har haft noget med det at gøre. - Kritikken er berettiget, men den må ikke skygge for, at vores regering først og fremmest har skullet sørge for at rette økonomien op, så der igen kan blive fremgang og mindre arbejdsløshed. Heldigvis ser vi nu de første frugter af det med nye arbejdspladser og de fornuftige overenskomster, som et stort flertal af vore medlemmer har stemt ja til. - Her sikres reallønnen, og samtidig er der fremskridt i kampen mod 'social dumping'. For danske lønmodtagere er arbejdsgivernes forsøg på at udnytte udenlandsk arbejdskraft til at presse lønnen ned under de gældende overenskomster her i landet den største trussel overhovedet. Det rammer os på 'liv, ære og velfærd', for at bruge nogle gode gamle udtryk. - Hele vores velfærdssamfund er truet, når pengene forsvinder, fordi der snydes med skat, arbejdsmiljø, sociale ydelser og meget andet, forklarede Torben Jørgensen. Roskildes LO-formand opfordrede lønmodtagerne til ved det kommende til EU-parlamentet, at stemme på folk, der på europæisk plan vil sørge for at stoppe 'social dumping'.

Medlemmer fra de forskellige fagforeninger kom til Hestetorvet, efterhånden som de blev færdige med deres egne 1 maj-møder rundt om i byen.

LO-Harald i Roskilde

Senere talte formanden for LO i Danmark, Harald Børsting, der står i spidsen for fagbevægelsens en million medlemmer, og han lagde ikke fingrene imellem: - Når man står i lort til halsen... - Så handler det om ikke at bøje nakken. Så handler det om ikke at lade sig rive med af dårlige meningsmålinger, latterlige sladderbladsforsider og intern fnidder-fnadder. Så handler det om ikke at lade sig forføre af de borgerliges politik og tomme løfter. - Vi skal fokusere på det, som betyder noget for vores samfund, og det er, at folk er i arbejde og bliver rustet til det med uddannelse. Det er netop regeringens 1.prioritet. - Vi skal ikke blot give mennesker noget at leve af – men noget at leve for. Vi skal ikke lukke os om mennesker – men sætte dem fri og give dem muligheden for at klare sig selv. Vi skal tage os af hinanden og sikre, at alle får samme muligheder – og lige adgang. På Hestetorvet talte desuden den næstformanden i LO-Roskilde, Connie Abel fra Teknisk Landsforbund og den lokale DSU-formand Signe Kaulberg. tk