Fortsæt til indhold

Folk i Vejle smider ikke meget affald i naturen

Weekenden bød på affaldsindsamling landet over. I Vejle dog ikke meget

Arkiv
Ina Bjerregaard

“Jeg har aldrig set så lidt indsamlet.”
Ordene er Britta Edelbergs. Hun er projektleder hos Grønt Forum i Vejle, og selvom ordene kan lyde negative, så er det meget positivt ment.
For meget lidt indsamlet affald betyder, at folk i Vejle er blevet gode til at smide affald de rigtige steder og ikke i naturen.
I weekenden var der to chauffører fra lokalafdelingen af DN og Grønt Forum, der kørte rundt i Vejle Kommune og hentede det affald, de lokale indsamlere havde samlet. Og der var altså ifølge Britta Edelberg meget mindre end de senere år.
Mængden af affald fra årets affaldsindsamling er dog ikke gjort op endnu, men der var markant mindre affald.
“Vi ved det først helt nøjagtigt om en uges tid,” fortæller Britta Edelberg.
31 foreninger har samlet affald i deres lokalområde, og derudover har omkring 35 frivillige også brugt noget af weekenden på at samle affald. Affaldsindsamling er vigtig, ikke bare fordi det ser grimt ud, men fordi det har vist sig, at plastikaffald er blevet et globalt problem, fordi meget plastik ender i havet og via havstrømme bliver til to plastik-øer og til bundaffald, der ødelægger mulighed for liv.