Dansede med solen
3.000 mennesker fulgte med, da dansefestivalen SWOP i weekenden foldede sig ud i Roskilde
Weekenden stod i den rytmiske koreografis tegn, da festivalen SWOP for anden gang bragte et væld af inden- og udenlandske dansetrupper til Roskilde.
Festivalen strakte sig fra fredag til søndag og bød både på danseoplevelser under åben himmel og under tag, hvor der blandt andet blev budt indenfor på Roskilde Bibliotek og Laboratoriet på Musicon.
Udendørs var der mulighed for at opleve dans både i centrum, på Musicon-grunden og nede ved havnen, hvor en af attraktionerne var dans omkring en halveret bil.
Åben Dans har været med til at arrangere de mange danseforestillinger, og i alt anslår teaterleder Lisbeth Klixbüll, at omkring 3.000 mennesker kiggede forbi festivalen.
- Vi er rigtig glade for, hvordan festivalen forløb, fortæller hun og fortsætter:
- Forestillingerne blev supergodt modtaget, og vi havde jo helt vildt dejligt vejr.
En bred vifte
For Lisbeth Klixbüll er det ikke lige til at sætte fingeren på en enkelt forestilling, der overstrålede de andre.
I stedet glæder teaterlederen sig over, at man til SWOP har været i stand til at sammensætte et program, der gav plads til at fremvise en bred vifte af, hvad dans kan byde på.
Her peger hun også på, at beslutningen om at arrangere forestillinger på havnen, har været med til at folde festivalens ud på en anderledes måde, end det tidligere har været muligt.
- På havnen havde vi både en trup, der dansede med ild og en forestilling, hvor en bil blev delt over på midten.
- Alt i alt virkede det som et rigtig godt supplement, fortæller Lisbeth Klixbüll.
International ide
SWOP-festivalen løb første gang af stablen tilbage i 2012, hvor opbakningen til projektet var tilstrækkelig stor til, at man besluttede sig for at gentage det i 2014.
En af de ting, der kender kendetegner SWOP, er, at der er tale om danseforestiller fra både Danmark og udlandet, hvilket ifølge teaterleder Lisbeth Klixbüll er det noget, man gør meget for at sikre.
Hele grundideen til festivalen tog nemlig sit udspring i en international sammenhæng.
- Vi har selv haft mulighed for at rejse rundt i Europa, hvor vi har oplevet en masse imponerende danseforestillinger.
- Derfor virker det helt naturligt for os at hente nogle af dem til Roskilde.
Hvert andet år
Weekenden bød på hoveddelen af SWOPs forestillinger, men faktisk var der også forestillinger både mandag og tirsdag.
Dog er der ingen grund til panik, hvis man ikke har nået at få tilfredsstillet sit behov for dans.
Lisbeth Klixbüll lover, at SWOP vender tilbage til domkirkebyen.
Man kan dog være nødt til at væbne sig med lidt tålmodighed.
- Der er en del arbejde involveret i at få arrangeret festivalen, så vi har besluttet at holde den hvert andet år, fortæller teaterlederen og fortsætter:
- Men vi kommer tilbage i 2016.
hw@roskildeavis.dk