Fortsæt til indhold

Bauhaus i Roskilde-hallerne

Dansk Folkeparti og Enhedslisten stemte mod ny stor sponsoraftale

Arkiv
Arkiv

Bauhaus får sit navn knyttet til Roskilde-hallerne i en stor ny sponsor-aftale, der giver i alt 2,5 millioner kroner over fem år til den lokale sport. Et stort flertal stemte for, da byrådet skulle godkende princippet herom, fordi kommunen er hovedaktionær i hallerne. Kun de seks mandater fra Dansk Folkeparti og Enhedslisten stemte imod. Formanden for Roskilde-hallernes bestyrelse, Carsten Wickmann (Kons.) var med til at få flyttet sagen fra den lukkede del af mødet til den åbne dagsorden, da byrådet onsdag aften diskuterede det. - I forhold til lignende aftaler i sammenlignelige byer på Sjælland, har vi fået en god pris fra Bauhaus, så derfor er der ikke noget at betænke sig på. Vi taler om et velrenommeret firma, der har bragt mange arbejdspladser til Roskilde, så jeg kan slet ikke se noget problem i det her, forklarede Wickmann.

Klage over nyheder

Inden havde Dansk Folkepartis ordfører Karsten Lorentzen besværet sig over forløbet. Han kendte slet noget til denne sag, da han blev ringet op af Dagbladets skrappe Roskilde-redaktør, Steen Østbjerg, som blot passede sit arbejde og havde fundet frem til denne nyhed, der skulle behandles på et lukket møde i udvalget samme aften. - Vi kan ikke støtte forslaget, for jeg er langt fra sikker på, om det er den rigtige pris, og jeg er utilfreds med de mangelfulde oplysninger i denne sag, forklarede han. Daniel Prehn (S) gik derimod helt ind for sponsor-aftalen: - Vi får en halv million om året til lokal sport, og så gør det ikke noget, at der ændres lidt på Roskilde-hallernes navn. Jonas Paludan (El), der selv bor i Trekroner, mente de var rigeligt, at han skal se på de store Bauhaus-skilte, når han cykler ind til byen. - Roskildes borgere har netop betalt 59 millioner kroner for den store nye hal, så skal vi ikke forære offentlig ejendom væk på den måde, argumenterede han. Venstres Peter Madsen støttede sponsor-aftalen med Bauhaus: - Alle, der har arbejdet med sport i byen, ved, hvor svært det er at skaffe midler til klubberne og deres aktivitet. Derfor er det kun godt, at en af de store lokale virksomheder vil være med til at give den lokale idræt et løft med dette betydelige beløb. Annie Larsen (V) roste Socialdemokratiet og SF for at have flyttet sig og nu acceptere sponsorstøtte: - Tidligere ville I ikke godkende reklamer på sundhedsbussen, og så måtte vi opgive den, forklarede hun. tk