Fortsæt til indhold

Kommunen skærer for meget

Enhedslisten vil bruge af Roskildes formue for at skabe bedre forhold og mindre arbejdsløshed, sagde byrådsmedlem i 1. Maj-tale på Kildegården

Arkiv
Arkiv

Roskilde kommune skærer alt for meget, så det rammer børn i institutioner samt skoler og giver dårlige arbejdsforhold til de ansatte, der ikke har tid nok til at udføre deres arbejde og give borgerne en rigtig service. Sådan lød det overordnede budskab, da byrådsmedlem Susanne Lysholm Jensen talte for omkring 100 deltagere torsdag formiddag ved Enhedslistens 1. Maj-møde på Kildegården. Partiet står efterhånden stærkt i Roskilde og fik ved kommunevalget i efteråret en fremgang fra et mandat til hele tre pladser ud af byrådets 31 medlemmer. - Kommunerne har fået ansvaret for at gennemføre regeringens politik med de besparelser, som finansminister Bjarne Corydon kalder 'en ansvarlig økonomisk politik'. I virkelighedens verden betyder det færre ansatte i daginstitutioner og skoler, flere børn i klasserne plus ekstra arbejdsløse. - Hos Enhedslisten kalder vi den slags besparelser, mens byrådets flertal gemmer sig bag fine ord som 'effektivisering' eller 'kapacitets-tilpasning'.

Råd til noget bedre

Susanne Lysholm fremhævede, at Roskilde er en af de byer, hvor det går forholdsvis godt, og kommunen har snart en halv milliard kroner i kassen. - Alligevel vil et flertal nu spare op mod 100 millioner yderligere i de næste fire år. - Er det en ansvarlig politik, når der nu kun er en pædagog til at tage sig af 20 børn i daginstitutionerne? Når børn med særlige behov skal 'inkluderes' i folkeskolen uden de nødvendige ressourcer? Eller når sagsbehandlere og plejepersonale ikke længere har den nødvendige tid til at tage sig af borgerne? Enhedslistens byrådsmedlem svarede også selv på sine retoriske spørgsmål og lovede at foreslå en anden politik, så kommunen i højere grad hjælper socialt udsatte samt arbejdsløse og sørger for tilstrækkeligt med penge til folkeskolen, så de store reformplaner og inklusion også kan gennemføres i praksis. - Vi har pengene i Roskilde og kan selv vælge, om de skal gemmes i kassen eller ud og arbejde til gavn for vores befolkning, konkluderede Susanne Lysholm Jensen. tk