Fortsæt til indhold

Pletskud på skiver fra 225 år

Roskildes skydebrødre er nået mere end halvejen med at sikre en vigtig del af byens kulturhistorie

Arkiv
Erling Pedersen

De lokale skydebrødre fik et rent pletskud ind, da de begyndte at istandsætte fuglekongernes gamle skiver gennem 225 år. Hermed bevares en vigtig del af Roskildes kulturhistorie, når alle interesserede efterhånden kan se de mange flotte og interessante motiver. Roskilde og Omegns Fugleskydningsselskab har fortsat har 225 medlemmer, der en gang om året troligt marcherer gennem byen, før de afgiver ild for at få ram på dyret i haven ved Restaurant Håndværkeren, Forleden markerede selskabet ved et arrangement på Roskilde Museum, at næsten halvdelen af skiverne nu er blevet sat i stand, så de atter kan udstilles. Gennem mange år hang mange af dem i røg og damp på Hotel Prindsen. Andre har været gemt væk under dårlige forhold, så det har været et meget stort arbejde. Ved 225 års jubilæet i 2012 besluttede skydebrødrene at starte det omfattende restaurerings-projekt, der foreløbig har kostet 375.000 kroner. Heraf er de 150.000 kommet ved donationer, de 75.000 er fra sponsorer, og de resterende 150.000 kroner er selskabets egen opsparing.

Liv i gamle skiver

Hele denne aktion er blevet ledet af pensioneret ingeniør Per Handberg, der også er mangeårig premierløjtnant af reserven og nu med næsten militær præcision sørger for, at manøvren er lykkedes. Formand Ebbe Overgaard bød velkommen på Roskilde Museum, hvor de mange nyrestaurerede skiver nu udstilles, efterhånden som de bliver færdige. - De gamle skiver har fået nyt lys og liv, som man næsten ikke troede, det var muligt, glædede han sig. Selve arbejdet er udført af to eksperter fra Jægerspris, Karin Lykke og Morten Franch Jensen, der fik opgaven pga. gode anbefalinger, og fordi de afgav det bedste tilbud. De kunne berette om nogle af besværlighederne ved at få ordnet en ormædt træbund eller få fjernet en dårlig fernis, som var lavet af mærkelige ingredienser, der gav skiverne et falsk lys. - I visse tilfælde har det været et langsomt pille-arbejde fortalte Karin Lykke, som i gennemsnit har brugt 25 timer på at istandsætte hver af de gamle skiver. Blandt gæsterne var også borgmester Joy Mogensen. Hvert år på Stændertorvet giver hun giver skydebrødrene et par formanende ord med på vejen, før de knalder løs, og minder dem om, at de også skal huske at komme godt hjem om aftenen.

Borgmester Joy Mogensen møder troligt op til arrangementet hvert år i juli. Her ses hun sammen med fuglekongen fra 2012 revisor Erik Andersen, og bagved skimtes paradens kommandoofficer Per Handberg, der også har styret arbejdet med at få penge til skivernes restaurering.

Flere skiver

Roskilde Museum er i disse år i gang med en stor ombygning og udvidelse, hvilket også giver bedre plads til skiverne. I øjeblikket skal yderligere 54 sættes i stand, og Per Handberg er allerede gået i gang med at søge om støtte fra flere fonde. Samtidig opfordrer han firmaer og enkelt-personer til at blive sponsor for en indstandsat skive. Det koster kun 500 kroner og giver samtidig omtale på Fugleskydningsselskabets hjemmeside. Mulighederne er mange. Roskilde Avis har eksempelvis valgt at sponsorere en skive med den gamle redaktør Christensen, som stod i spidsen for det konservative dagblad af samme navn i starten af 1900-tallet. Samme redaktør Christensen skulle også være forbilledet for den kendte figur i Gustav Wieds berømte roman ‘Livsens ondskab’. Her driller de øvrige medlemmer af ‘Ædedolkenes Klub’ ham hele tiden med, at ‘din tryksværte lugter’. tk