Tulle måtte gerne have holdt tale her
Værtshuset Spor 3 i Give forsøgte at få Kristian Thulesen Dahl til at holde 1. maj tale der
Kristian Thulesen Dahl havde været velkommen i Give, hvis altså han ville. Og han kunne holde sin tale på værtshuset Spor 3 i Give.
Det forklarer Stine Brandt Jensen, der er indehaver af værtshuset.
"Jeg prøvede at kontakte ham via Facebook, men det lykkedes nu ikke, og så løb det ud i sandet. Men han havde været velkommen her," siger hun og smiler bredt.
1. maj i Give plejer at byde på 1. maj arrangement arrangeret af Socialdemokraterne, men ikke i år, hvor det blev aflyst trods, eller måske nærmere fordi, at Dansk Folkepartis formand skulle have holdt tale.
På Spor 3 holdes en traditionen af den grund stadig i hævd. Her serveres 1. maj røde pølser og røde Tuborg. Og sådan har det været i flere år.
"Ja, vi aflyser ikke, og vi plejer nu også at grine lidt af, at der kommer flere her end i anlægget til 1. maj mødet. Men det er nu trist for byen, at 1. maj arrangementet ikke bliver til noget i år. Og det er noget pjat, at Kristian Thulesen Dahl ikke må holde sin tale," siger Stine Brandt Jensen.