Fortsæt til indhold

Knud var ene mand til 1. maj i Give

Man kunne godt aflyse 1. maj arrangement i Give. Men Knud kunne man ikke aflyse

Arkiv
Jørgen Flindt

Glimtet i øjet skinner om kap med solen på denne 1. maj i Gullestrup Have i Give.
Her i området skulle der have været afholdt et 1. maj arrangement, men det blev aflyst. Men ikke for Knud Buhl, der trofast mødte op med rød fane og en lille kasse øl.
"Det er noget pjat at aflyse mødet, og nu er jeg kommer her i så mange år, og derfor også i år. Og jeg har fløjten med, hvis nu Kristian Thulesen Dahl alligevel skulle møde op. For så vil jeg fløjte under hans tale," siger han og smiler bredt.
Han er alene, for mødet er aflyst. Officielt på grund af manglende tid hos arrangøren, Socialdemokraterne i Give.
Herfra havde man inviteret Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl til at holde tale, men det blev aldrig til noget. Alt blev aflyst. Uofficiel fordi formanden for et borgerlig parti ikke skal have lov til at alligevel.
"Jeg vil nu godt have lyttet til ham. Jeg er dog langt fra enig med ham," siger Knud.
Et par andre mænd møder op i den smukke park. Sammen med to hunde, der skal luftes.
De smiler bredt til Knud over hans lille happening.
"Selvfølgelig er du her Knud," siger de og griner.
De to mænd hedder Niels Tofte og Johnny Mortensen, og begge er enige om, at det er noget pjat, at Kristian Thulesen Dahl ikke skulle have lov til at holde tale.
"Ja, helt klart skulle han da have lov til det. Han er helt sikkert veltalende, og han er lokal, så hvorfor skulle han ikke det," siger de og forlader igen parken.
Der er ingen taler. Men der er Knud. Han er mødt trofast op år efter år. Og ingen kan aflyse Knud.

Flaget her har Knud haft i 30 år og har været til 1. maj møder siden. Det blev stjålet i Prag dengang for 30 år siden.