Nye Nordea-kunder går ind ad den digitale dør
PENGE: Kundestrømmen mod Nordea fortsætter, og et stigende antal nye kunder melder deres ankomst i banken på nettet, hvor bankskiftet sker nemt og hurtigt. Det meddeler banken, der aflægger regnskab for årets første kvartal.
En app, en scanning med mobilen og en bekræftelse på pc'en. Så enkelt blev flere end 1.500 danskere nye Nordea-kunder gennem Bliv Kunde-funktionen på nordea.dk i årets første kvartal. En klar tendens mod det digitale, hvor kunderne foretrækker mobil-, telefon- og netbank, når dagligdagens bankforretninger klares på alle tider af døgnet.
- Vores kunder foretrækker at klare hverdagens bankforretninger, når de har tid, og det ønske opfylder vi via net-, telefon- og mobilbanken. Det giver kunderne den fleksibilitet, de ønsker. Når de andre gange så har brug for den grundige rådgivning om deres økonomi, står vi klar til at hjælpe med ekspertisen, siger viceområdedirektør Ingolf Stenstrup Larsen i Nordea i Sjælland Vest og Syd.
Nordea kan kigge tilbage på et kvartal, hvor både flere private og erhvervskunder valgte at skifte til storbanken. På erhvervsfronten var det den største portion nye kunder i 13 kvartaler. Og også i det sydvestlige Sjælland fik banken flere nye erhvervskunder i årets første kvartal i sammenligning med samme periode sidste år.
Samtidig kan Nordea bryste sig af at være landets eneste bank med en favorabel aftale med Den Europæiske Investeringsfond. Ifølge Ingolf Stenstrup Larsen er det en aftale til gavn for kunderne, der gennem aftalen får bedre lånemuligheder og bedre priser.
- Vi har fået nye kunder i alle erhvervssegmenter og oplever generelt, at mange virksomheder er velpolstrede. Samtidig holder mange dog igen med investeringerne, hvilket lægger en dæmper på låneefterspørgslen, siger Ingolf Stenstrup Larsen.
Kundestrømmen af både private og erhvervskunder bidrager til et solidt regnskab for årets første kvartal, hvor resultatet før nedskrivninger er steget med to procent sammenlignet med samme periode sidste år.
pm