Fortsæt til indhold

Nu kan alle handle i tørvejr

Fredericia Shopping har købt paraplyer for knap 30.000 kroner

Arkiv
Peter Friis Autzen

I Fredericia kan alle handle tørskoet. I hvert fald hos de butikker, der er medlem af Fredericia Shopping.
“Vi har købt 700 kvalitets-paraplyer, som kunderne gratis kan låne i de butikker, der ønsker at være med,” siger foreningens formand, Christian Jungmark.
De mange paraplyer vil stå ved butikkernes indgang i et særligt rør, som foreningen har anskaffet via Stark.
“Når man så går fra butik til butik, kan man låne paraplyen i én butik og aflevere den i en anden. Man kan også låne den med hjem, hvis man har brug for det,” siger citychef Maj-Britt Reibke Thorsen.
Paraplyerne er forsynet med Fredericia Shoppings logo samt sloganet ‘Shopping i Fredericia - et hav af oplevelser'.
Med de nye paraplyer forvandles Fredericia midtby til landets eneste storcenter med både frisk luft og åben himmel. Og hvis nogle af byens udenbys gæster kommer til at langtids-låne paraplyen med hjem til deres hjemby, er der ingen skade sket, mener Christian Jungmark.
“Det giver jo bare Fredericia synlighed, hvis nogen går rundt i en anden by med en Fredericia-paraply. Det er simpelthen branding,” siger han.
Paraply-projektet koster Fredericia Shopping i underkanten af 30.000 kroner. Projektet er gennemført af den nye bestyrelse, der fandt pengene, selvom de ikke var budgetlagt.
Christian Jungmark forventer, at der med ujævne mellemrum skal indkøbes ekstra paraplyer i takt med, at nogle af dem bliver langtids-lånt.