At se på kunst - med børnene
Jeg har tidligere skrevet på dette sted om en god og livfuld oplevelse, jeg havde for nyligt, på en af Roskilde skolerne. En oplevelse som bekræftede mig i det, jeg jo godt vidste, at megen af den gængse brok over de uduelige lærere og de umulige børn for en stor del bunder i uvidenhed eller stivnakkethed, men også af de vitterlige udfordringer, som skolerne kæmper med, først og fremmest er påført dem udefra. Fra politikernes og vi andres forventninger og krav, og det i en sådan grad, at dem ‘indenfor: lærerne og eleverne, ikke får tilstrækkelig råderum over deres fælles vigtige arbejde: At være en skole for livet (og ikke for os, politikerne eller erhvervslivet). Jeg synes det er på tide at vende bøtten om og med en fri ‘oversættelse’ af det gamle Kennedy-slogan sige ‘spørg ikke, hvad skolen kan gøre for jer (samfundet), men hvad I kan gøre for skolen!’.
For livet
Med den nye skolereform (dens udfordringer ufortalt) lægges der jo for alvor op til, at det omkringliggende samfund endnu mere aktivt end tidligere skal gøre noget for at skolen kan blive en skole ‘for livet’. Naturligvis skal vi tage denne opgave på os - også vi kulturinstitutioner her i Roskilde, der netop dagligt arbejdet med et perspektiv, der rækker ud over en her og nu gevinst. For hvis vi virkelig har øje for det og åbner op for børn og deres naturlige trang til oplevelse og viden, så kunne det jo vise sig, at det kunne blive en glæde begge veje.
Forbavses
Nu beskæftiger jeg mig jo en del med kunst, og jeg forbavses igen og igen over børns evne til at ‘se’ kunst på en forfriskende og uimponeret måde. Ting som vi blaserte vokse overser eller mener vi kender ud og ind, kan et barn åbne op for os, så vi ser tingene på en ny og frisk måde. For nogen tid siden inviterede mit barnebarn, Mikkel, der går i 1 klasse, mig til at komme op på skolen for at se en udstilling hans klasse havde lavet. Klassen havde været på museum og set kunst. De havde lært noget om forskellige måder at male på, og de skulle så selv lave skitser, som skulle færdiggøres på skolen.
Selvfølgelighed
Da jeg troppede op på skolen, og han tog mig med ind i det store fælleslokale, hvor udstillingen var, viste det sig, at børnene havde beskæftiget sig med Picasso og Matisse! De havde lært om de forskellige kunstneriske udtryk. Med den største selvfølgelighed udpegede Mikkel ‘der hænger min Picasso - der hænger min Matisse!’ Og jeg kunne jo sagtens se, hvordan han havde malet et ansigt og klippet det i fire stykker og sat det sammen skævt og asymmetrisk som ‘hans Picasso’, og sammensat seks forskelligt farvede stykker papir med forskellig udklippede figurer på hvert stykke til ‘hans Matisse’. Hvad kan sådan en skolegang ikke ende med? Det er blot en af mange gode fortællinger om, hvordan lærere og elever sammen er i stand til at opleve og lære. Og et fint eksempel på, hvad en institution kan gøre for at hjælpe med i denne proces. Jeg glæder mig til - forhåbentlig snart - at kunne gå rundt i Kunstforeningen med en gruppe børn og sammen med dem opleve kunstværker på en ny måde, fordi børnene sikkert er i stand til at få mig til at ‘se’ på en ny måde. Rødt citat ”Ting som vi blaserte vokse overser eller mener vi kender ud og ind, kan et barn åbne op for os, så vi ser tingene på en ny og frisk måde.”