Modeshow gav lys i mørket
Da Rita de Cassia Steenberg blev ramt af kræft, besluttede hun at hjælpe andre kvinder i samme situation
Langs de gule rækkehuse strutter de spæde lysegrønne blade af livskraft og de kulørte tulipaner og peger med ranke hoveder mod solen på den høje forårshimmel. Rundt omkring lyder kåde børnestemmer. Uvidende om, at ulykken hurtigt kan ramme.
Den har peget med en kold og ubarmhjertig finger på Rita de Cássia Steenberg, der lige nu sidder bag rækkehusmurene i udestuen i sin røde sofa.
Hun piller lidt ved det mønstrede tørklæde, der skjuler det glatbarberede hoved, hun har været nødt til at få, efter hun fik diagnosen brystkræft og derfor har været gennem flere kemobehandlinger.
- Jeg ville ikke se mig i spejlet de første mange dage. Jeg kunne ikke acceptere mit spejlbillede, fortæller den 42-årige kvinde.
Rita de Cassia Steenberg tager tørklædet af og kører hånden henover hovedet.
Hun viser med fingeren mod kæben, hvor hendes krøllede mørke manke for kort tid siden nåede til.
Alligevel har hun valgt at være model på catwalken ved modeshowet, Skaldet er smukt. Modellerne er kræftramte kvinder og overskuddet går til forskning i kræft.
- Efterhånden synes jeg faktisk, at jeg har en pæn hovedform. Man kan bedre se mine øjne nu, og at jeg ikke har rynker, siger hun og fortsætter:
- Jeg beundrer de kvinder, som løber ture og går rundt med helt blottede isser. Jeg tør stadig kun tage tørklædet af herhjemme og hos mine veninder.
I november fik Rita de Cassia Steenberg diagnosen kræft, i starten af året blev hun opereret to gange, og i øjeblikket får hun kemobehandlinger.
- Det var virkeligt svært at leve med beskeden, siger Rita de Cassia Steenberg.
Hun fortæller, at hun har været skræmt fra vid og sans over dommen, og kunne ikke forstå, hvordan kræften kunne ramme hende.
- Jeg spiser økologisk, sundt og dyrker motion, forklarer hun stadig uforstående overfor sygdommen.
Hun går til psykolog, i støttegrupper og har været nødt til at tage pause fra sin uddannelse, der til dels foregik på Roskilde Sygehus, hvor hun nu er patient.
Ved sin side har hun haft sin søster, der har været i Danmark i de seneste to måneder for at støtte hende.
- Hun tager desværre hjem til Brasilien, hvor jeg også oprindeligt kommer fra, om to uger. Hun har jo også et liv at passe, siger Rita De Cassia Steenberg med et vemodigt blik.
Overgangen
Rita de Cassia Steenberg hiver computeren frem på bordet og viser billederne frem fra den dag håret ikke længere skulle smykke hendes hoved, men i stedet blev til sorte bunker affald på gulvet.
På billederne sidder hun i sin egen stue blandt veninder og smiler, mens en af kvinderne står bagved hende og fører barbermaskinen hen over hendes hoved.
På et af fotoene griner alle de glade ansigter, fordi Rita har fået fodboldfrisure. Langt i toppen og barberet i siderne. Hun smiler.
- Det var en hyggeligt dag. Jeg havde inviteret dem alle til brunch, og bagefter kunne de, som kunne klare det, være med til klipningen, fortæller Rita. Hun havde besluttet at få en god dag ud af den dårlige besked.
Veninderne kom med gaver og tørklæder, som de prøvede på Rita, så de kunne hygge med at finde hendes nye stil.
Hun henter et stort bundt tørklæder frem og peger på et med sort og hvidt mønster.
- Det her kan jeg godt lide, det er nemt at sætte sammen med mit tøj, siger hun, mens hun et øjeblik betragter tørklæderne.
Hun hiver et flerfarvet stykke stof frem i grønt, hvidt og brunt.
- Det her er også godt. Det passer til mig, siger hun og forklarer at tørklædet på toppen af beklædningen er en ekstra daglig udfordring.
Mode gav håb
Selvom Rita de Cassia Steenberg glæder sig til at lukke sit livs kapitel om kræft i september, når behandlingerne er forbi, har hun alligevel fundet en glæde, der kan skubbe de negative tanker til side.
Det skete, da hendes svigermor fortalte om modeshowet, Skaldet er smuk.
- Midt i det hele havde jeg lyst til at gøre noget for at lette vejen for andre kvinder, der får kræft.
Hun kontaktede nervøst initiativtagerne. Bange for at hun ikke kunne være med, fordi hun ikke har modelmål.
- Men de kunne sagtens bruge mig, og jeg skal have den flotteste lange kjole på, som de andre ikke kunne passe, stråler hun.
- Og vi skal styles og lære at gå på catwalken med høje sko, siger hun så spændt, at man næsten kan fornemme sommerfuglene, der lige nu flyver rundt i hendes mave.
- At mødes med de 19 andre skaldede modeller og være med til showet har hjulpet mig utroligt meget. Det har skubbet de dårlige tanker langt væk.
Rita de Cassia forklarer, at hun normalt er meget stresset før en kemobehandling. Hun er bange, fordi hun får det dårligt. Så skidt, at hun sidste gang blev indlagt akut på sygehuset.
- Nu tænker jeg bare på showet, og hvordan det skal gå.
- Hvad jeg skal bagefter, betyder ikke noget lige nu, siger hun og binder tørklædet om hovedet.
- Lægerne har fortalt mig, at ingen længere dør af brystkræft, slår hun fast og fortsætter:
- Jeg er ikke syg. Det skal bare overstås.
ag@roskildeavis.dk