Det sagde de
BIRGIT PEDERSEN (SF), formand for Kultur og Idrætsudvalget, som den nye svømmehal sorterer under: - For os er der to vigtige mål om at skaffe mest mulig vandtid og svømmetid. Den skal bidrage til velvære og sundhed for flest muligt, og vores forslag er blevet til efter utallige møder med brugere. Jeg håber også, vi kan få 50 meter for pengene, selv om en række andre krav til projektet også skal opfyldes.
BENT JØRGENSEN, Venstres leder i byrådet, fremhævede, at hans parti hele vejen igennem har ønsket at få en 50 meter svømmehal, der skulle ligge ved Musicon, hvor den også kan være med til at sætte fart i udviklingen: - Samtidig bør vi undersøge, om bassinet skal være i beton, eller om der findes bedre materialer. Andre byer kan bygge en ny svømmehal på 50 millioner for langt mindre end 110 millioner, så det kan Roskilde vel også. Jeg synes, det er ærgerligt, at budget-partierne ikke vil være med til et kompromis, når vi alligevel er enige om det meste. Borgmesteren roser sig af at skabe brede flertal, men det gælder i hvert fald ikke i denne sag, hvor hun gennemfører en beslutning med det mindst mulige flertal på 16-15.
JOY MOGENSEN: - Jeg lægger fremfor alt vægt på som borgmester at overholde de aftaler, som jeg har indgået med de andre partier om budgettet.
DANIEL PREHN (S): - Det er en stor investering, som de svømmeinteresserede i Roskilde har ventet længe på. Vi ønsker en samlet løsning, hvor der både er svømmebassin og mange andre aktiviteter, som brugerne også ønsker. Det nuværende oplæg er et godt kompromis, efter at Wickmann har fået indføjet præciseringen af 50 meter bassinet som en prioritering.
HENRIK STOUGAARD (El): - 110 millioner er rigtig mange penge. I andre kommuner kan man godt få både en 50 meter bane og wellness-faciliteter for de penge. Så burde det også kunne lade sig gøre i Roskilde, hvis man ikke samtidig stiller alt for mange, unødvendige andre krav til projektet.
KARSTEN LORENTZEN (DF): - For os er det vigtigste at få et 50 meter bassin, som også vil være godt for bredden, da det trods alt giver større svømmeplads.
CARSTEN WICKMANN (Kons): - Når vi spiller fodbold i FC Roskilde og kun vinder med et mål, får vi alligevel tre point. Sådan er det også i denne sag med de partier, der ikke ville være med i budget-forliget. Det kunne godt have ladet sig gøre, hvis I ville. Nu har vi fået præciseret, at 50 meter har prioritet, og det kan vi også få for 110 millioner, så der bliver noget til både bredden og eliten.
JEPPE TROLLE (R): - Jeg kunne også have ønsket at få en anden placering af den nye svømmehal. Men nu er vi med i denne aftale, og så skal den overholdes. Jeg håber også på et 50 meter bassin.
KARIM ARFAOUI, politisk ordfører for S: - Vi ønsker at prioritere børnefamiliers og ældresbehov, fremfor konkurrence-svømmere. Det er klart.
MERETE DEA LARSEN (DF): - Et 50 meters bassin er også til glæde for både børn og ældre. Jeg ser slet ingen modsætning mellem de to ønsker.