Kun få ældre køber ekstra hjemmehjælp
I frikommuner kan ældre købe ekstraydelser af hjemmehjælperen
De ældre borgere i landets frikommuner er tilbageholdende med at købe ekstra hjælp af den kommunale hjemmehjælper. Det viser de første erfaringer fra frikommuneforsøget, som Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning (KORA) har undersøgt.
I frikommuner som Vejle og Fredericia har de ældre blandt andet mulighed for at tilkøbe ydelser som ekstra rengøring, havearbejde, vinduesvask eller strygning af den kommunale hjemmehjælp.
Frikommuner har nemlig lov til at vige uden om de normale regler for kommuner. Og i de “almindelige” kommuner kan borgerne da også kun købe ekstra hjælp, hvis de har hyret et privat hjemmehjælpsfirma.
Stigende behov
Ifølge undersøgelser er behovet for at købe ekstra hjemmehjælp som supplement til rengøringen ellers stigningende. Derfor kommer det bag på programleder i KORA, Ulf Hjelmar, at interessen ikke er særlig stor i frikommunerne.
“Det er kommet lidt som en overraskelse for os alle sammen, at der er en lille efterspørgsel, for det var ikke noget, vi havde set komme. Hvis man skal prøve at forklare det, så er der først og fremmest to ting. Dels er det meget nyt, dels er det forholdsvis dyrt med nogle høje timepriser,” siger Ulf Hjelmar. Noget tyder dog på, at kendskabet til tilkøbsmuligheden vokser i frikommunerne Fredensborg, Fredericia, Gentofte, Odense, Odsherred, Vejle, Vesthimmerland og Viborg.
“Så det kunne godt pege hen imod, at når forsøget får lov til at virke, og der kommer et udbredt kendskab til det her, så vil der komme en større efterspørgsel,” siger Ulf Hjelmar.
Den tendens bekræfter Anette Styrup Bang, som er chef for seniorområdet i Vejle Kommune. Her har 11 borgere købt ekstra rengøring, så de få hjælp en gang om ugen i stedet for hver 14. dag.
“Vi kan se, at interessen stiger lige så stille,” siger Anette Styrup Bang.