Tre tyske flyvere dræbt ved Lindholm
Britisk flyver-es vandt en af sine mange sejre i luften over Roskilde en majdag i 1944
Da de fire tyskere startede fra Kastrup i deres Juncker JU88 denne forårsdag 7. maj i 1944 havde de tre af dem kun 10 minutter tilbage at leve i. På vej mod Karup, der under den tyske besættelse var et vigtigt støttepunkt for forbindelsen til Norge, blev de i luften over Roskilde opdaget af det engelske flyver-es John Randall ’Bob’ Braham, og det blev deres skæbne. Piloten i den langsomme to-motors tyske bombemaskine, oberfeldwebel Paul Berlinke prøvede at flygte ind i nogle skyer, men han blev hurtigt indhentet af den langt hurtigere engelske De Havilland Mosqito. Denne flyvemaskine var bygget i meget let krydsfineragtigt materiale og blev i øvrigt også brugt ved det berømte angreb på Shell-huset i København, hvor Gestapo havde hovedkvarter og holdt en række af modstandsbevægelsens ledere som fanger på øverste etage. Med præcisions-bombning i de underste etager lykkedes det faktisk at befri mange af danskerne. Denne formiddag i maj var ‘Bob’ Braham og hans navigatør Don Walsh på en patrulje-flyvning over det besatte Danmark for at forstyrre tyskerne, og det lykkedes i høj grad, da de åbnede ild, og den tyske maskine blev ramt. To af tyskerne sprang ud, men det var for sent, da de var så langt nede, at deres faldskærm ikke kunne nå at virke. Piloten blev dræbt i maskinen, mens oberfeldwebel Karl Soldau som den eneste overlevede styrtet ved at springe ud med faldskærm ved Lindholm Gods vest for Roskilde.
Landbetjentens søn
Pensioneret ingeniør Per Handberg, der også har været premierløjtnant af reserven og er kendt som en kyndig kommando-officer, når Fugleskydningsselskabet skal marchere gennem gaderne, har samlet oplysningerne om denne luftkamp ved Roskilde. Hans far var nemlig tidligere landbetjent i Roskilde, Magnus Nielsen, der efter at kriminalbetjent Sigurd Bernskov blev myrdet af tyskernes håndlangere (Lille Jørgen gruppen) i Himmelev, var leder af politiets illegale modstandgrupper i Roskilde frem til befrielsen. Alarmeret af sin gode ven Poul Tholstrup, der også kom til nedstyrtningsstedet, var Magnus Nielsen en af de første fremme, da han som politimand stadig havde bil til rådighed. Han fandt let derhen, da sort røg vældede op, fordi maskinen var gået i brand, da den ramte højspændingsledningerne ved styrtet. Magnus Nielsen har selv skrevet om de dramatiske begivenheder og fortalte blandt andet, at to unge mænd, der kom først til stedet, havde nået at komme væk med et af flyverens maskingeværer, inden der dukkede tyskere op.
Blev selv ramt
Sejrherren i denne luftduel, Wing Commander Braham, var et af de største flyver-esser i hele Royal Air Force. Han var noteret for i alt 29 nedskydninger af fly fra Luftwaffe, hvilket gjorde ham til topscorer blandt piloterne i en maskine med to motorer. Kun fire andre RAF-piloter i et-motorede maskiner som f.eks. Spitfire, havde flere sejre. Den flotte rekordliste hindrede dog ikke, at Braham selv blev skudt ned godt en måned senere ved Holmsland Klit i Jylland af det tyske es Robert Spreckles i en hurtig Focke-Wulf Fw 190 jager. Braham nødlandede og overlevede. Han mødtes også med sin tyske overmand, inden han kom i en fangelejr for flyvere resten af krigen. Bagefter blev Spreckles og Braham faktisk gode venner og mødtes jævnligt. Englænderen fløj videre i RAF indtil 1952 og skiftede så til Royal Canadian Air Force, hvor han gjorde tjeneste indtil 1968. Sejrherren fra luft-duellen over Roskilde i maj 1944 døde af en tumor i hjernen i 1974 i en alder af kun 53 år.