Fortsæt til indhold

Hævekortspionage i Roskilde og Lejre

Arkiv
Anette Gundlach

Tyve har sat mindst to dankortspioner op i Roskilde og Lejre. Udstyr, der kan aflæse dankortoplysninger, fortæller Martin Bjerregaard fra Roskilde Politi. En person har fået stjålet 15.000 fra sit kort, mens en anden slap uden at miste penge.
Begge dankortspioner var monteret på kortaflæseren på Uno-X-tankstationer i Osted og Himmelev.
De to ofre havde problemer med, at deres kort sad fast i kortaflæseren. På Uno-X i Himmelev hev kortejeren så hårdt i kortet og pillede så meget ved maskinen, at tyvenes aflæsningsudstyr røg af.
På tanken i Osted blev offeret klar over, at der var noget galt, da der for det første ikke skete noget, efter han havde tastet koden ind, og for det andet kunne han ikke få kortet ud.
Da han 25 minutter senere ringede til banken, havde tyven allerede hævet 15.000 kroner på kontoen.
Martin Bjerregaard fra Roskilde Politi fortæller, at hvis man har problemer med at få betalingskort ud af en kortautomat, skal man straks kontakte egen bank og politiet.
Han forklarer, at det er meget svært at få øje på snydeudstyret, der aflæser kortoplysningerne.
- Typisk ligger det over tastaturen, men tyvene bliver jo også smartere, så det kan man ikke regne med, siger Martin Bjerregaard og fortsætter:
- Hvis man har den mindste mistanke til, at der er sat udstyr op, skal man straks kontakte politiet.