Fortsæt til indhold

Køge går helt agurk

Torsdag den 15. maj

Arkiv
Arkiv

SUNDHED: Torsdag den 15. maj kan borgerne i Køge gå helt agurk. De danske væksthusavlere inviterer nemlig alle i Køge til at smage og spise agurker hele dagen for at fejre, at højsæsonen for agurker nu er i gang.
Agurkeavlerne kommer ud i alle afkroge af byen for at møde borgerne og få en snak om den sprøde grøntsag, der smager allerbedst netop nu.
I løbet af dagen kommer agurkebilen ud til skoler, institutioner, virksomheder og butikker for at dele agurker ud. På Søndre Skole bliver 0.-5. klasse undervist i at gå agurk i køkkenet. Og folk, der rejser til og fra byen med tog, vil modtage en knasende dansk agurk på Køge Station.
Det er Frugtformidlingen og Væksthusgrøntsektoren under Dansk Gartneri, der står for den grønne underholdning, og det er ganske gratis at gå agurk.
Agurkerne er i sæson netop nu, og derfor gælder det om at spise så mange som muligt, mens de er bedst.
Danske gartnerier har ingen problemer med at dyrke alle de agurker, som forbrugerne efterspørger. Lige nu er produktionen på sit højeste og det bliver den ved med at være til udgangen af juli. Og her i landet er vi glade for vores agurker. Hver dansker spiser årligt 25 agurker.
Danske væksthusavlere kan levere konventionelle agurker, som er dyrket med biologisk bekæmpelse, og agurkerne findes naturligvis også økologisk.
Agurken kan alt. Den kan spises som en snack. Skæres ud i sjove former til madpakken. Bruges i en klassisk agurkesalat, der netop nu er superlækker til forårskylling serveret med rabarber og nye kartofler. Brug den i salaten eller prøv et par skiver i en kande vand. Der er masser af god inspiration til mad med agurker på www.sæson.dk.
Her går Køge agurk torsdag den 15. maj:
Skoler og institutioner: Søndre Skole, Køge Børneasyl, Børnehaven Frændehus, Ellemarkens Børnehus, Ellemarkskolen, Køge Gymnasium, Møllebo Ældrecenter og Strandgården SFO.
Virksomheder og arbejdspladser: Køge Rådhus, Dagbladet Køge, Imerco, Vero Moda, Køge Bibliotekerne, KØS, Delfi Technologies, XL-Byg CF Petersen & Søn, Slagter Stig og co, samt Radio Køge
Restauranter og caféer: Cafe Grøn Sag, Restaurant Stigann, Café Vivaldi, Restaurant Christians Minde, Comwell Køge.
På Køge Station kl. 15.30-17.00 kan du få en agurk med på vejen.
pm