Fortsæt til indhold

11-årige Signe skrev den bedste historie

Ivrig forfatterspire på 11 år fra Vejle vandt landsdækkende litteratur-konkurrence med over 500 deltagere

Arkiv
Arkiv

11-årige Signe Stokkebro fra Vejle har vundet en landsdækkende litteratur-konkurrence for børn, der afvikles i forbindelse med uddelingen af børnelitteraturprisen 'Orla-Prisen', der gik til forfatteren Kim Fupz Aakeson.
Børneprisen hedder 'Bette Orla', og den går til det barn, der har skrevet den bedste historie i konkurrencen, som DR-Ramasjang og Palles Gavebod (børnebibliotekernes hjemmeside) afvikler.
11-årige Signe fra Vejle vandt konkurrencen, som over 500 børn deltog i.
“Signe går på Lukas-Skolen, og hun er en ivrig bruger af Vejle Børnebibliotek. Og så har hun dygtiggjort sig på et forfatterkursus på børnebibliotekets Musiske Ferieskole. Det er dejligt at se, at der blandt de små frø på vores forfatterskole allerede er kommet en forfatterspire,” siger bibliotekar Jim Højberg fra Vejle Bibliotek.
Signe blev opmærksom på kurset, da Jim besøgte hendes skole og fortalte om at skrive bøger.
”Signe er en ivrig læser, men også en ivrig historieskriver,” fortæller Signes mor Vibeke Stokkebro.
”Signe hørte om Bette Orla-konkurrencen første gang, da hun kun var syv år, og hun var straks bidt af idéen. Hun gik i gang med at lave en bog, men det blev kun til et flot omslag og en masse fine illustrationer. Siden er de skrevne historier så begyndt at vælte ud af hovedet på hende, og i år tog hun skridtet og sendte historien ind. Hun blev noget overrasket, da en af Ramasjangs værter pludselig ringede på døren og fortalte, at hun var den heldige vinder,” fortæller Signes mor.
Prisen blev overrakt for en lille måned siden på Ordkraft-litteraturfestivalen i Aalborg af sidste års Orla-vinder, forfatter Jørn Jensen. Han forklarede, at det netop var Signes historie, der vandt, fordi hun formåede at skrive en historie om en katastrofe med handling i to plan i et dagligdags sprog.
Præmien var et diplom, en Orla-dukke og en mini iPad, som Signe allerede har skrevet syv historier på. Men ikke nok med det. Signes klasse får også besøg af børnebogsforfatteren Mette Finderup, så alle kan blive inspireret til at læse og skrive.