Skoleelever skal behandles forskelligt
Det store emne på sidste uges møde i kommunalbestyrelsen var inklusion. Til oplysning for de uindviede handler inklusion om folkeskolen. Inklusion handler om elevens oplevelse af at være en værdifuld deltager i det sociale og faglige fællesskab. Og naturligvis har alle børn brug for at indgå i et fællesskab med pædagoger, lærere og andre børn og unge. Men inklusionstankegangen har taget overhånd - og det må ikke være et succeskriterie at gennemføre en øvelse der går ud på at se, hvor mange specialbørn der kan proppes ind i normalklasserne. Inden mødet i sidste uge havde Hvidovre et inklusionsmål, der var højere end landets øvrige kommuner. Men nu er det besluttet, at Hvidovres målsætning ikke længere er, at 98 procent af alle børn skal kunne inkluderes i skolerne, men i stedet 96 procent. Men også 96 procent er i virkeligheden en meget høj andel af samtlige skoleelever. Der er i snart rigtig mange år snakket om den rummelige folkeskole - men fokus er desværre forsvundet væk fra, hvad den rummelige folkeskole skaber af problemer. Det værste en lærer eller en skole kan gøre, er at behandle alle elever ens. Børn møder nemlig undervisningen med vidt forskellige evner, begrænsninger og muligheder. Siden en lovændring for to år siden - en ændring, der betyder, at man de sidste to år har målrettet specialundervisningen til kun at gælde de elever, der har ¿omfattende behov for støtte¿ - har mange kommuner brugt økonomiske incitamenter for at få skolerne til at beholde elever med særlige behov. Og det er hverken i elevens, klassens eller forældrenes interesse. Det er en fejl hvis man tror, at et fald i det antal af elever, der modtager specialundervisning er et succesparameter. Bagsiden af denne ¿succes¿ er nemlig fortællingen om Jonathan og Lukas fra specialklassen, der har ødelagt hele undervisningsmiljøet i 3.b. Der er nu skabt et fundament for, at Hvidovres mange dygtige lærere kan fortsætte arbejdet med inklusion. Men lige netop de elever der er allersværest at inkludere tvinges i fremtiden ikke ind i en normalklasse - til fare for både eleven og hele klassen.