Fortsæt til indhold

Hjemmeplejen glemte at lægge kvinde i seng

- og nødkaldsknappen til Falck fungerede heller ikke

Arkiv
ark

En beboer i Filmbyen i Avedøre blev bekymret, da hun forleden observerede, at én af hendes naboer, en ældre, handicappet kvinde, ikke så ud til at være gået i seng som vanligt. Og da der stadig var lys i boligen ved midnatstid besluttede borgeren - der selv har arbejdet som hjemmehjælper og ønsker at være anonym - at ringe til hjemmeplejen for at minde dem om naboen. Men det lykkedes hende efter - eget udsagn - ikke at få kontakt i første omgang. Derefter ringede hun til politiet og gik så over for at banke på. - Jeg kunne se, at hun sad derinde og var sunket sammen i kørestolen. Hun sov formentlig, og jeg bankede forsigtigt på ruden, for et eller andet var jo helt galt, siger borgeren. Naboen kunne sagtens genkende den yngre kvinde, selvom de aldrig tidligere har haft kontakt. Kvinderne signalerede til hinanden gennem ruden og naboen fik trykket på nødkaldsknappen. Men stadig uden reaktion. Ingen reaktion på nødkald Mens Hvidovre Kommune skulle have hjulpet borgeren i seng - men ikke dukkede op - gik nødkaldet til Falck, der heller ikke reagerede efter hensigten. Det erkender direktør for Børne- og Velfærdsforvaltningen, Christine Brochdorf. - Jeg kan bekræfte dette meget ulykkelige forløb, siger hun. - En ting er, at aftenhjælperne ikke kan nå frem i tide på grund af andre borgere, der havde brug for ekstra hjælp. Men at der ikke reageres omgående på nødkald er en fejl. Vores borgere skal vide, at de er trygge, og at vi reagerer omgående på nødkald. På den baggrund vil vi tage en alvorlig snak med Falck, der administrerer vores nødkald, og ligeledes med de implicerede medarbejdere, siger direktøren. Men det er vel korrekt, at det er Hvidovre Kommune, der i første omgang glemmer borgeren og det er årsagen til, at hun må trykke på nødkaldsknappen? - Fejlen sker i første omgang ved, at borgeren overses på kørelisten, simpelthen fordi der er stor travlhed denne aften, og mange der har behov for hjælp. Da borgeren hjælpes i seng 01.30, er det hjemmeplejen, der gør dette, siger Christine Brochdorf. ¿Nedværdigende¿ - Jeg vil dog gerne understrege at nattevagterne er dygtige, kompetente og engagerede medarbejdere. Ved hver vagt opstår komplicerede og akutte opgaver, og det kræver faglig prioritering og en evne til at vurdere akutte kald. Der vil ske fejl - også selv om der ikke må, siger hun. Christine Brochdorf håber, at ¿den meget alvorlige snak med Falck og opfølgningen med medarbejderne er med til at minimere risikoen for, at det sker igen.¿ - Borgeren har fået en undskyldning for episoden, og der er blomster på vej til borgeren, der heldigvis bekræfter, at hun ikke har lidt overlast, siger Christine Brochdorf. Borgeren, der hjalp sin nabo, er dog forarget og synes slet ikke det må forekomme, at en borger ikke bare får forsinket besøg, men helt glemmes af systemet. - Jeg synes det er frygteligt og egentlig også nedværdigende, at man kan sidde der helt hjælpeløs til kl. 01.30 om natten. Hvis ingen havde reageret havde hun måske fået lov at sidde og sove i sin kørestol hele natten...