Åh at være en frø

Åh, at være en frø. Ensom og forladt hoppende henover den farlige asfalt. Forude venter den ukendte skov, bagude forlades den kendte sø.
Åh, at være en frø og vide, at der er så mange, der vil dig til livs. Ok, storken er næsten væk, men der er stadig musvågen og snogen og de andre skidte typer. Bilerne eksempelvis.
Der hvor jeg bor, er der en lille sø. Det giver god mening, at søen ligger der, for vejene omkring hedder Mosevej og Søvej. Nå jo, de har selvfølgelig fået navn efter søen, der sikkert har ligget der i hundredvis af år. Og i lige så mange år har et sikkert forårstegn været frøer. Først mange små frøer. Senere store frøer.
Jeg synes, de er nuser. Hvordan kan et dyr, der er så usædvanlig tudsegrimt, alligevel have en vis form for charme. De smiler ganske vist overhovedet ikke. Faktisk ser de sure ud. De har ikke pels. Og faktisk er de lidt klamme i deres slimede ninja turtles-kostume. Men på deres egen mærkelige måde er der noget hyggeligt over dem.
Og det er godt, for der er mange af dem. Så hopper de rundt på må og få i en verden, der har forandret sig. Engang lå søen midt i naturen, nu ligger den midt i byen, og derfor ender frøerne så med at skulle udfordre menneskets mærkelige opfindelser. For på vejen er frøer meget små, og bilerne er meget store, og selvom Søvej og Mosevej ikke ligefrem er motorveje, kommer der da en bil i ny og næ. Og de biler rammer ofte frøerne, der ligger som ulækre, klamme pandekager tilbage på vejen.
Måske er det den kamp mellem liv og død, der har fået mig til at stoppe op. Jeg er stået af cyklen og har sat mig på vejkanten og kigger på en lille grønsort frø, der heroisk kæmper sig med små hop over vejbanen. Det går langsomt. For langsomt.
Der kommer nemlig en bil, og jeg overvejer at redde den lille fyr, men han ser så klam ud, at jeg lader være. Bilen kommer langsomt nærmere, og frøen og jeg overlader det til skæbnen.
Frøen trykker sig ned i chok, og bilen kører uden om den. Ingen hjul rammer den.
Tillykke, lille ven, siger jeg til den, og det virker til, at den lytter, for den rejser sig og kæmper videre.
Men endnu en skurk kommer rundt om hjørnet. En lille rød bil. Ikke ligefrem en tank, men for frøen gør det ingen forskel. Bliver den ramt, dør den. Det ved den godt, og nærmest i panik hopper den videre. Vejkanten er ikke langt væk. Kom nu, lille ven. Skynd dig. Kooom nu.
Den når det ikke.
Bilen kører over den, men hjulene rammer ikke, og lidt omtumlet genfinder frøen tilbage til sit hoppende jeg. Den når over til kantstenen, der desværre for den lille frø er ret høj. Ville vel svare til, at jeg skulle hoppe op på første sal. Men min nye lille ven er en sej gut, og efter et par forkølede hop, viser den olympisk klasse. Den hopper op på fortovet og ind på en græsplæne. Jeg vinker farvel til den, vel vidende at den ser jeg aldrig mere. Vores venskab blev kort, men hvad vigtigere er: Nu er den i sikkerhed. Sådan da.
For frøer er fredagsslik for mange fugle og snoge, og uden fugt udtørrer den. Men værst af alt. Inden længe venter Jellingvej, og den er noget mere trafikeret end Mosevej. Hvis den skal over Jellingvej, kræver det god timing. Og held.
Åh, at være en frø. En lille skæbne i en stor, grum verden. Men kære frø, du hopper ud i det.
Du kan ikke andet.