Nevermind

Spejlet er ubarmhjertigt, når jeg står der og trimmer skægget, hvad jeg ellers for sjældent gør.
Ham den rødhårede kigger tilbage på mig og spørger, om der da ikke lige er kommet et gråt hår mere? Jo jo, for pokker da. Vel er det så. Og hvad med de der rynker ved øjnene? Har de altid været der?
Nej nej, svarer jeg og sukker af mit eget spejlbillede. Både ham i spejlet og jeg selv er ved at være halvgamle. Sådan midt i 40'erne er vi begge to blevet.
Men lige der ved spejlet gør jeg op med mig selv, at måske er jeg nok halvgammel, men der er bare en ting, man aldrig bliver for gammel til.
Så kom, gamle gutter og tøser fra den gang. Lad os mødes, sætte Nervermind med Nirvana på pladespilleren (jo, det var dengang, hvor CD var ved at vinde over vinylplader) og lad os trække i forvaskede genbrugs-skovmandskjorter og gamle militærstøvler eller Dr. Martens og skrue op for lyden. Nej sgu, højere endnu. Kom så. Lad os være vilde.
Og lige der i det stille vers i Lithium (imponerende sangtitel), hvor forsanger Kurt Cobain synger om 'I'm so ugly, but that's ok, 'cause so are you - we broke our mirrors', synger vi alle med, for det er det, som vores ungdom handler om - nemlig at vi kan være lige grimme, for det er ok. Og vi smadrer spejlene, for de viser ikke noget smukt alligevel. Der er vi i vores es, for vi er unge, Berlinmuren er lige væltet, fremtiden er vores, og den trænger til et skub.
Typisk Nirvana så er omkvædet en energiudladning af en anden verden, hvor grimheden vinder, og i omkvædet kaster vi os ind i hinanden som vilde dyr, og skubber og sveder og griner og pruster. Vi er vilde dyr for en stund. Vilde dyr på en mission, nemlig at vi da overhovedet ikke er så skide politisk korrekte, at vi ligefrem har en mission i livet. Kun ungdommens vildskab.
Så gamle gutter og tøser fra dengang grunge blev født. Kom, lad os mødes og kaste os ud i vildskaben. Lad os smadre vores spejle, for vi er alle lige grimme alligevel.
Yeah, yeah, yeahhhhhhhhhh. Lad os headbange og skulderskubbe. 'I like it, I'm not gonna crack.'
Men suk, hov, jeg står jo bare her på badeværelset, og prøver på at trimme mit skæg, men den kamp er altid ulige, og jeg taber den altid. Jeg elsker mit badeværelse og mit skæg. Og min familie og mit hus og mine venner og min alt for tykke kat, men jeg ved nu ikke helt, hvor meget jeg elsker de der små rynker ved øjnene. Eller det faktum, at næste gang jeg fylder rundt, er det 50 år.
Jeg er alene hjemme og tøffer ud i stuen, finder vinylpladerne frem, men jeg kan ikke finde Nirvarnas Nevermind. Hmm, så er det godt at Youtube er opfundet, for tiderne skifter jo.
Jeg har heller ingen skovmandsskorter mere, og støvlerne nåede jeg aldrig at få købt.
Men jeg har minderne. Og musikken. Og lige der i sangen, hvor Kurt Cobain skriger igennem, hopper jeg rundt i stuen som en stukket gris. Kaster mig ind i væggen og hopper uden mål og fokus rundt ude på gulvet. Katten hopper tre meter op i luften og flygter forbi mig.
'I'm so ugly, but that's ok, 'cause so are you, we broke our mirrors'.
Kære mand midt i livet og midt spejlet. Du kan sgu stadig, ja du kan. Nevermind at vi bliver ældre og ældre, for den gamle kliché om, at man indeni ikke er gammel, ja den holder jo vand.
Og så må vi bare smadre spejlet undervejs, når spejlbilledet driller for meget.