Det skal være nemmere at være sund i Kolding
Det skal være nemt at vælge sund mad i hele Kolding Kommune, og derfor har kommunen i forbindelse med den landsdækkende nøglehulskampagne i uge 18-20 ekstra fokus på, at flere kommunale- og private spisesteder bliver certificeret til ordningen ”Nøglehullet på spisesteder”.
Det grønne nøglehul har siden 2009 gjort det nemmere at vælge sundere fødevarer, og i 2012 blev det også muligt for spisesteder at blive godkendt til nøglehullet via ordningen “Nøglehullet på Spisesteder”. I uge 18-20 har Kolding Kommune fokus på, at flere spisesteder skal godkendes til nøglehullet i anledningen af Fødevarestyrelsens landsdækkende nøglehulskampagne. Målet er, at det skal være nemmere at vælge sundt mad via nøglehullet i kantiner, cafeterier, haller og på caféer og restauranter i hele Kolding Kommune.
“Det er naturligt for os at deltage i den landsdækkende nøglehulskampagne, fordi sundhedsområdet i kommunen længe har haft fokus på at støtte kommunale spisesteder til at blive nøglehulscertificeret”, siger Karen Høgh, der er kostkoordinator i Sundhedsområdet i Kolding Kommune
I dag er elleve spisesteder, både kommunale og private, med i nøglehulsordningen. Det betyder blandt andet, at spisestederne skal leve op til krav, der sikrer, at gæster kan få vejledning i og tilbud om sundere mad.
Siden 2011 har Kolding Kommune haft fokus på at mærke sund mad i hallernes kantiner for at gøre det nemt for gæster at vælge et sundt måltid. Efter Fødevarestyrelsens lancering af ordningen “Nøglehullet på spisesteder” i 2012, der er det eneste lovlige ernæringsmærke i Danmark, har flere spisesteder i hele Kolding Kommune arbejdet hårdt på at blive nøglehulsmærket.
Blandt andet serverer Kommunens Uddannelsescenter nøglehulsmærket-mad i deres morgenbuffet, og Kulturhuset er som det første værested blevet et nøglehulscertificeret spisested. Derudover har Sundhedsområdet i Kolding Kommune i 2014 hjulpet to private spisesteder til at blive certificeret. Det gælder bagerkonceptet Gertz Danish Bakery, der snart sælger nøglehulsmærkede-sandwhices, og The Mokka Cafe i Kolding centrum, der også i nærmeste fremtid har en nøglehulsmærket-ret på menukortet.
Kolding Kommune håber på, at endnu flere spisesteder vælger at følge trop, så det kun bliver nemmere at vælge sund mad via nøglehullet i hele Kolding Kommune.